Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - V - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71
rakter, som den gjenkjender for sin fred. Og i den har den ro
til evig tid." At den ægte kjærlighed lever evigt, har Almqvist
villet vise i Amalia Hi liner, hvor han lader en mand „rent og
himmelsk elske mer end en." Lysander, som fremholder dette
som bevis paa Almqvists overfladiske syn paa kjærligheden,
glemmer at oplyse om, at det var mindet om den første som død
anseede hustru, som manden elsker paa samme tid som den endnu
levende.
Hvad er for Almqvist vidnesbyrdet om, at en kjærlighed er den
ægte ? Lad ham svare selv:
„Naar himmelsk sympati lever mellem tvende hjerter, saa rentr
saa sandt, saa dybt, saa mægtigt, at, selv om nogen ulighed dem
imellem forøvrigt tindes, den er saa underlegen og saa liden, at den
gladelig brænder op i sympatiens klare lue — da er disse væseners
sjæle forenede som ægtefæller. Hvorfor? Jo derfor, og alene derfor,
at de er det."
Den ægte kjærlighed skaber dyb indre overensstemmelse,
himmelsk troskab, tillid og en sjælenes samnienstøbning til et, saa
meget og paa den maade, som det lader sig gjøre for to individer,
hvilket idetmindste bør strække sig saa vidt, at sjælsligheden dem
imellem er, om ikke muligvis fuldstændig, saa dog i sin mon større
end uligheden." Da findes den betingelse, som adler deres samvær
til sedeligt, som er forudsætningen for deres egen lykke og barnets
vel. Opfyldes ikke denne betingelse, kan ingen vielse gjøre
samlivet andet end uhelligt, medens ingen vielse behøves for at give
hellighed til et forhold, hvor betingelsen er opfyldt
VI.
Det oven anførte er det væsentlige indhold i de skrifter,
hvormed Almqvist fra og med 1839 kaster sig ind i den offentlige
strid, som passer saa lidet for hans karakter. Han siger selv, at
han var inderst kvietist og vilde helst „leve i en eremitage, alene
for sin sjæls glæder," men at han paa grund af hændelser og
foranledninger var kommen til i dyb overbevisning at ytre ting, som
angreb de bestaaende samfundsformer. Da han ikke fik den
pro-fessur i Lund, som kanske skulde reddet ham fra de senere
forviklinger, var der intet, som holdt ham tilbage for at følge Lars
Johan Hiertas ivrige, ofte indtrængende gjentagne ønske om at faa
udgive Det gaar an. Hans hustru, som altid var urolig og
til-bageholden, havde bevæget ham til indtil nu ikke at offentliggjøre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
