Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
73
dighed eller had. Denne bog, som gjorde udtrykket „Det-gaar
an-idéer" og „Tørnros-moral" ligelydende med udtrykket boheme nu
for tiden, turde af den ungdom, som er vant til nutidens litteratur,
blive betragtet som yderst menløs. Hverken her eller noget andet
sted har Almqvist skildret en scene, som en tænkende mor ikke
skulde kunne læse med sin datter af frygt for at den — for at
bruge et udtryk af Almqvist selv — skulde plette hendes „sjæls
hvide fløiel." For hans samtid blev denne bog hans dom og,
gjennem de økonomiske lølger dette drog med sig, den ydre
aarsag til hans undergang. Han forklarede forgjæves, at det var
i seclelighedens navn, han talte, at, da det var umuligt at befale
menneskene at være uden sanser, saa maatte man lede disse ind
under aandens herredømme, men at ingen anden art af aandelighed
har magt over sanserne end den, som tilhører sanselighedens eget
omraade, d. v. s. den sympatiske kjærlighed. Det europæiske misnøies
dybe grund er, siger Almqvist, den overalt vaagnende længsel hos
mennesket at faa vandre frem paa sin karakters rette bane.
Pøbelen hindrer dette paa alle omraader, fornemmeligst paa ægteskabets.
Thi pøbel er, efter hans opfatning, enhver, inden hvilken klasse han
end maa lindes, som i alt sætter den ydre stempel høiest; folk
eiden, som i alt sætter det at være menneske høiest. Den omvæltning
som folkene ønsker, kommer til at bryde med konventions- og
autoritetsidéen paa alle omraader, uden derigjennem at søge at
ophæve den begrænsning, som fremgaar af ens eget væsens rette
beskaffenhed.
Med hensyn til hans polemik mod de bestaaende ægteskabelige
former kan man til Almqvist rette samme ord som hofmarskalk
Löwenstjerna til Rikard Furumo: „Du er rig paa fantasier og at
vække spørgsmaal i sjælen, men fattig, fattig paa svar." Naar
Almqvist i sin egen personlige livskonflikt udbryder: „Er man god
og opofrer sig selv, saa faar man den dybe elendighed, som er
faldet paa min lod; er man haard og ikke spørger efter et væsen,
som uskyldigvis har fæstet sig ved en, saa bærer man gjennem hele
livet følelsen af grusomhed med sig. Dette er ligesaa uhyggeligt,
som det andet er grufuldt" — da rørte han ved problemets ømmeste
side, som han siden næsten aldeles lader ude af diskussionen. Og
naar han viser nødvendigheden af, at ægtefællerne vogter „den
skjøre emalje," som er hjertets hengivenhed, fra at slides i
hverdagslivets „dumnn3, kjedelige, stygge øieblikke," saa gjør han sig
til en visselig meget nødvendig talsmand for livets helligdagsstuncler,
men han glemmer, at hverdagenes fælles hæren af fælles byrder, ifald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
