Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - VI - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
man bærer vakkert, ogsaa kan hærde emaljen. Almqvist har i praktisk
henseende blot et uangribeligt forslag, nemlig at opdragelsen hos begge
kjøn skal udvikle en ret arbeidsglædé og selvstændighed som beredelse
for virkelige ægteskaber; at den skal indplante troskabens og
oprigtighedens begreb, men fremfor alt lære ungdommen paa det dybeste
at pleie den ægte, kyske kjærlighed og afsky hvert andet forhold.
Hans fleste andre reformplaner bekræfter derimod den ofte
gjentagne erfaring, at Ariman gjør klogest i at overlade
reglementeringen til Ormudz. I grunden nærede ogsaa Almqvist en dyb tro
paa, at indholdet lidt efter lidt og organisk kan omdanne de ydre
forhold, gjennemtrænge og udvide dem. Almqvist siger med dyb
sandhed, at alle stridigheder 0111 religion og sedelighed voldes af
mangelen paa denne tro, som var det centrale i hans egen
livsanskuelse. Menneskene tror ikke paa Gud, derfor beskyttes
troes-læren med love; de tror ikke paa kjærlighedens guddommeligt
naturlige art, derfor beskyttes ægteskabet gjennem love. Almqvist
derimod levede og døde i den faste optimistiske tro, at naturen i
sit eget dyb har hjælpen for sine egne lidelser, kraft til at rette
sine egne feiltagelser. Ogsaa i denne sin tro er han mere vor
samtidige end sin egen tids.
VII.
Om end Almqvist var dybest vaagen for modsætningen mellem
det som er, og det som burde være i forholdet mellem mand og
kvinde og fremholdt, at vanskeligheden ved at forene bevægelse
og orden, individualisme og samfølelse er mest skjæbnesvanger paa
dette omraade, saa havde han imidlertid blik for det væsentlige
overalt. Han saa, hvorledes kirken var blevet en hindring for
kristendommen, samfundet en hindring for retfærdigheden, straffen
en hindring for forbedring, ligesom ægteskabet var blevet en
hindring for sedelighed. Allerede i ungdommen, da han formede sit
overmenneske, det med mordmani beheftede „afskum" Johannes
lod han dennes fornemhed fremfor alt bestaa i attraa efter det
væsentlige. Overalt søgte Johannes mennesker — tilsidst i galehusene,
i fængslerne, men fandt dem ingensteds. Tingen, aanden, ikke
formen, det som lever i første, ikke i anden haand, det ægte, ikke
frasen er den unge Almqvists lidenskab; og han lader Johannes
udbryde, da lian ser Lotta skure trækar: „Hvorfor bruger du
skuresand? Tag nogle af de store ord. De gjør jo menneskene saa
rene; de maatte vel da ogsaa kunne gjøre en bøtte ren." Destore
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
