Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
ord blir gjenstand for Almqvists had hele livet igjennem. Han gir
selv nøglen til sit inderste væsen, naar han siger, at han længtes
efter et paa samme tid himmelsk og jordisk, at han var virksom
paa samme tid som inderst kvietist, at han vilde forene „ren natur
med coelest sentiment." Han søger overalt at naa virkeligheden,
ikke skinnet, og han paaviser selv, at det var denne
eiendommelighet!, som ytrede sig i hans livsomstændigheder, da han opgav det
konventionelle liv og forsøgte at leve bondeliv i Vermland. „Man
kalder dette sværmeri . . . Men aarsagerne var ikke overfladiske,
men dybe, sprungne af store, indre behov, som vel enkelte føler,
endskjønt faa gaar dermed helt ud til det faktiske, men blot nøier
sig med ønsker og forbliver med disse uden videre extravaganse i
i sine kamre." Overalt hvor Almqvist fandt det virkelige, hvor han
fik sagen selv, „ikke skinnet henimod," følte han sig harmonisk.
Og det er denne virkelighedssans, denne ægte, rige og saftige
realisme, som saa dybt skiller ham fra romantiken i aarhundredets
begyndelse. Han har selv en stor og dyb kjærlighed til arbeidet,
og der findes ingen ytring af ægte arbeidsduelighed — om end saa
enkel som blandingen af perlefarve eller „de spor af fersk blankhed,
som strygejernet efterlader paa det glatte lintøi" — som han ikke
finder indtagende. Han tog nysgjerrigt rede paa alt, til og med
kjøkkendetaljer; thi digteren har altid nytte af at kunne sager tilbunds,
mente han; og alle hans langsommelige afvigelser, beskrivelser og
redegjørelser har det forsonende, at de sker af kjærlighed til disse
detaljer saa som dele af et menneskeligt arbeide.
Almqvists virkelighedssans er det, som, trods hans kvietisme,
driver ham til at kaste sig ind i eller rettere af forholdene lade
sig drive ind i det offentlige reformarbeide.
Hans stilling til de enkelte reformspørgsmaal er
fremskridtsmandens, ikke revolutionsmandens. Han indser, at menneskeheden
kan behøve aarhundreder for en udvikling, som individet kan
gjennemløbe paa ligesaa mange aar. Han ytrer, at det vigende i
tidsalderen har til en vis grad ret, naar det ikke vil forsvinde af sig
selv; thi eftersom det besidder fortiden, eier clet inden i sig den
hidtidige kultur og har i sine hænder det nuværendes aarsager. Men
det har uret i ikke at ville lade disse aarsager bekomme sine følger.
Han fremholder, at det er bagstræverne ovenfra og opviglerne
nedenfra, som fremkalder revolutioner. Thi enhver yrken paa reformer
begynder mildt, fuld af agtelse for det ældre, men naar den afvises
med foragt, fødes harmen, og man hæver sin stemme for at blive
hørt. Almqvist fremholdt, at tredjestanden nu ser paa arbeids-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
