Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - VII - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
liedens inderste hemmeligheder og frieste skiftninger — skjæbnens
formning gjennem væsenet og væsenets gjennem skjæbnen — dette
var omraadet for Almqvists mystik. Den blotte længsel efter et
nyt, alene fordi det er nyt, og for nyhedens skyld at tage et
daarligere igjen synes ham blot at bevise „en tom hunger, en gabende
tilstand."
Det er gjennem sin universalitet, sit baade indad, opad og
fremad skuende blik, som Almqvist mere end nogen anden svensk
digter indtil denne dag, er det næste aarhundredes samtidige. Man
finder hos ham den altruistisk sympatiske strøm, som udmunder i
sociale omdanningsplaner, paa samme tid som overmennesketeorier.
Han er demokratisk panteistisk og alligevel sterkt individualistisk,
han er udpræget fritænker og alligevel mystisk religiøs,
symbolist med hensyn til kunst, anarkist med hensyn til styrelse, lever
i syntesen og drømmer om monismen. Med et ord, alt som betegner
sekelslutningen og bebuder sekelgryningen, mødtes hos Almqvist, saa
som aften- og morgenrøden mødes i nordens drømfyldte,
anelse-fødende, halvlyse midsommernat’
VIII.
De aander, hvis opgave det er at sprænge former, at rive ned
fordomme, at rette spørgsmaal til det bestaaende om dets ret til at
være til, kan ikke i samme grad være opbyggende, kan ikke paa
engang løse sjælens lænker og paanyt krystallisere dem. Almqvist
lagde ogsaa selv liden vægt paa sine praktiske forslag; thi han var
stærkt overbevist om sin egentlige opgave: at være den store
forbryder, som samtiden korsfæster, og efterverdenen følger. Og det
behøves, at en Ariman engang imellem gjør sig til vækker af
tingenes sande væsen. Der er ingen fare for, at verden skal blive
fortumlet, at menneskene skal miste lysten til at følge den historiske
udviklings brede vei eller evnen til at sætte nye lapper paa gamle
klædebon, denne udmerkede færdighed, som hindrer os fra nogensinde
at optræde i naturtilstanden, medens vi vokser fra en aandelig
habit og endnu ikke har rukket til at faa en ny færdig. Hvor
Ariman faar en discipel, har Ormudz ti tusen og erfaringen viser os,
at det, blandt andet er gjennem disse som „es ist dafür gesorgt,
dass die Bäume niclit in den Himmel wachsen" — hvilket paa
letfattelig svensk kan tolkes omtrent saa: Gud ske lov for
havesaksene !
Det er egentlig blandt ungdommen Ariman faar sine tilhængere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
