Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
Almqvist elskede ungdommen og fik denne kjærlighed
mangedobbel tilbage. Han elskede ungdommen, fordi han følte, at den
endnu havde sjæl, at den ikke „nedsultede hjertet i maven," at
den, som han, vilde tingenes væsen og var en hader af skinnet.
•Og ungdommen elskede ham, fordi den følte, at han hos den søgte,
fremkaldte, pleiede aanden, som ellers hele livet strævede efter at
kvæle i former.
Gjennem sit væsens store blidhed og godmodighed, sin menløse,
naive tro paa menneskenes natur, paa sine venners fortræffelighed,
sine idéers virkeliggjørelse, blev Almqvist hele sit liv en barnslig
og optimistisk ungdom. Hans datter skildrer hans hverdagsiune som
lyst og jevnt. Han kunde spøge fint og var stilfærdigt glad,
men aldrig yster, morede sig aldrig ved drikkelag — han var tvertom
en tilhænger af hin tids rimelige nøgterhedsbevægelse, hvori han
saa en aandens seier over materien, og han drog sig altid bort,
naar skraal eller raahed forekom. Men han var alt andet end
asket; han var tvertom ven af maadelig nydelse, med udpræget
sans for hygge eller uhygge. Han ytrer selv: „Det smaa i livet,
naar det ikke findes, giver det os indtrykket af, at noget
umaadelig stort mangler, men naar vi besidder det, kjendes det som næsten
ingenting. Hygge er en farveløshed, som indeholder al farve."
Hyggen for Almqvist i selskabelig henseende var at samle i sit
hjem de nære venner, som vilde tale alvor, ungdom, som kunde
ildnes, og børn, som forstod at lege. Datteren fortalte: „Ved sin
kaffekop eller med sin pibe kunde min far sidde lange stunder alene
og fik da et dybt indadvendt udtryk, men for os børn, vore ønsker
og vort velbefindende blev han let vaagen. Hans kvikke, lynende
indfald kom ofte frem, paa hans dæmpede vis, i hjemlivet; men
han var genert, tyst, næsten umulig i større samkvem. Desmere
kunde han ildne i mindre kredse. Hans personlighed havde en
overordentlig tryllemagt paa grund af hans stille, dybe intensitet,
den altid vibrerende lidenskab for idéerne, for det væsentlige store
og hele. Men bagateller behandlede han som bagateller. Han
gjorde aldrig noget væsen af sin person, fremholdt aldrig sig selv
og poserede aldrig. Han forekom aldrig overlæsset, men kom blid
og venlig fra sit arbeidsværelse, og ofte tog han os børn med paa
langtur. Han lorkjælede os, ikke gjennem at tillade egenraadighed,
men gjennem en sympati, som gjorde ham til vor bedste
lege-kamerat og ven. Han taalte aldrig at se os svsselløse; enten skulde
vi lege eller arbeide, men det indholdsløse var overalt hans afsky.
Han lod ikke som han morede sig, han havde virkelig moro af vore
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
