Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellen Key: Sveriges moderneste digter Carl Jonas Ludvig Almquist - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80
fornøielser, ligesom vi af hans. Hvor ofte vi end vandrede med
ham til Fiskartorpet, Uggleviken eller Djurgaarden, saa blev det
hver gang en ’liøitid, selv om han gik længe tyst. Vi glemte aldeles
den lange taushed, naar han vaagnede op til tanker for os. Ingen
kunde sige os saa morsomme ting, eller saa ømme, ingen kunde
fortælle som han. En sommer da jeg var alene i helpension, og
min far boede i Stockholm som ungkarl, kom han hver eftermiddage
tog mig og alle ni kameraterne med sig ud paa landet, saa at vi
skulde slippe fra sømmen i de vakre sommerdage. Paa sine
vandringer havde han et uendelig vaagent, blik for naturen, for
forskjellige arbeider, og han gav sig i prat med alle mandfolk og
kjærringer. Folk sagde ham ofte sine dybeste hemmeligheder: ingen
havde en saadan magt som han til at vinde fortrolighed. Vi børn
fortalte ham alting, han forstod altid vore følelser, paa samme tid
som han aldrig smigrede vore svagheder. Han vakte f. ex. aldrig
vor ærelyst, roste aldrig vore fremskridt, men fremholdt, at flid
blot var en pligt. Jeg skrev vers som barn, men han hverken
opmuntrede eller fraraadede mig det. At digte, sagde han, det er
helt, fuldt livsalvor, og man bør blot gjøre det, naar det ei’
uimod-staaeligt. Hans væsen var saa mildt, at jeg aldrig har seet ham
heftig, og jeg troede derfor, at verden skulde forgaa, da han en
eneste gang — med al grund — sagde til min bror, at han havde
baaret sig ad „som en exekrabel tosk." Min bror havde aldrig
virkelig glæde, skilt fra min far, istedenfor at andre ynglinger ikke
har nogen glæde, naar deres far er med. Men hare at være nær
vor far var for os to lykke." En gammel mand, som nu er død,
men som tilhørte den ungdom, som samledes omkring Almqvist, har
for mig til alle dele bekræftet datterens skildring. Saaledes traf min
sagesmand engang Almqvist i skjorteærmerne, spillende kort med sin
søn og dennes militære kamerater, og aldrig, ytrede^fortælleren, saa
jeg Almqvists ansigt straale af en gladere stolthed, end da sønnen
erklærede, at al fornøielse var slut, om faderen gik, ja han flk ikke
engang tage frakken paa sig, thi skjorteærmerne hørte med til
kameratsligheden! Samme mand fortalte en anden anekdote, som
belyser arten af den indflydelse Almqvist øvede paa ungdommen.
Min sagesmand var med paa et bryllup, hvor en yngre mand for
penge giftede sig med en gammel kvinde. Medens de andre gjæster
efter vielsen samledes lykønskende omkring brudeparret, flk
fortælleren se Almqvist komme imod ham med den glidende, lette gang,
de skyggeagtig hastige, tyste bevægelser, som var eiendommelige
for ham. Hans lange, opløbne figur saa tyndere ud end sædvanlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
