Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thoralv Klavenæs: „Lille Eyolf“. Et foredrag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
„Det var altsaa det sidste, de saa af ham?" spør Almers.
Rita: „Ja."
Almers: „Og aldrig, — aldrig faar nogen se ham mere?"
Rita (jamrende): „Dag og nat vil han staa for mig, som han
laa dernede."
Almers: „Med de store, aabne øine?"
Rita (gyser): „Ja, med de store, aabne øine. Jeg ser dem.
Jeg ser dem for mig!"
Jeg skal her for tydelighedens skyld faa lov at henvise til
bogen selv. Thi dette sted har beviskraft med hensyn til hele
bogens tendens. Jeg sigter til afsnittet fra og med pag. 105 til
og med 114.
Ægteparret skjændes her, som man vil erfare, med det
alvor og i de udbrud, som situationen skaber. Og velment er
skjænderiet fra Almers’ side. Da derfor søsteren, der har været
borte en stund, atter træder til, og da Rita har forladt scenen,
meddeler han søsteren aabent, at han vil skilles fra hustruen. De
kan ikke længer leve livet sammen. Der vil altid komme’til at
staa noget mellem dem, har han lige før sagt: de store, aabne
barneøine.
Tredje akt foregaar paa „en kratbevokset høide i haven hos
Almers". Den aabnes med, at en af stykkets personer, „veibyggeren"
Borgheim, efter Ritas ordre heiser flaget paa halv stang. Det skal
nu vaie saaledes „baade nætter og dage".
Og der gaar da ogsaa en underlig dyster sørgestemning gjennem
den hele akt. Asta vil la Borgheim reise alene uden at modta
hans kjærlighed — noget hun dog senere opgir — og mellem Almers
og Rita hersker der en tung mismodets kulde. Det er naturligvis
fremdeles lille Eyolf, som beskjæftiger dem. Og saa sterkt har
sorgen og samvittigheden angrebet Rita, at hun end ikke tør se
dampskibets lanterner. De minder hende om „store gloende øine",
der „stirrer og stirrer ud fra mørket".
Dette synes at forundre Almers. „Du kunde saa godt
undvære ham, mens du havde ham," siger han, „selv halve dage saa
du ham ikke for dine øine."
Rita: „Nei, for da vidste jeg jo, at jeg kunde faa se ham,
hvad tid jeg bare vilde."
Almers: „Ja, slig har vi gaat her og sløset væk det korte
samvær med lille Eyolf."
Men sorgen og samvittigheden har ikke angrebet Rita
forgjæves. „Der er forvandling i mig nu," siger hun, „det føler jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
