Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thoralv Klavenæs: „Lille Eyolf“. Et foredrag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
saa pinefuldt." Der er som etslags fødsel i det, der er foregaaet
med hende, „eller en opstandelse, overgang til høiere liv", som
Almers kalder det.
„Ja, med forlis af hele, hele livets lykke," svarer hun sin mand.
Almers indvender: „Det forlis, clet er just vendingen, det."
Rita: „Aa, talemaader! Herregud, vi er da jordmennesker
alligevel."
Almers: „Vi er lidt i slægt med hav og himmel ogsaa, Rita."
Og dette slægtskab er det, der tilsidst gjør sig gjældende baade
hos Rita og Almers. Hos Rita virker det i forening med den
nævnte forvandling paa den maade, at hun her Almers gjenopta
sit arbeide med bogen. Hun er blit nøisom nu, siger hun. Hun
er villig til at dele ham med bogen. Før vilde hun ikke dele
ham med barnet. Og hos Almers bevirker dette slægtskab, at
han, omend han ikke finder livet værdt at leve, dog gaar med paa
Ritas forslag om at gjøre det menneskelige ansvar gjældende
overfor strandens mange smaafolk.
Dette forslag fremkommer mod bogens slutning og er
overordentlig betegnende for dens hele aand og anlæg. Jeg skal
derfor referere denne slutning lidt fuldstændigere.
Almers og Rita har netop tilendebragt en del betragtninger
over døden. Almers har nemlig gaat vild en gang i høiljeldet og
meddeler paa foranledning af hustruen sine stemninger fra denne
udflugt. Han kom til et vand, siger han, kunde ikke komme over
vandet og gik derfor udenom det. Dette førte ham vild. Men
dødsangst følte han ikke. Døden forekom ham tværtom som en
behagelig reisekamerat.
Da afbrydes han af „larm og skraal som af vrede, hidsige
stemmer". Det er strandens beboere, som slaas. Dette gjør Almers
opbragt. „Hele strandstedet burde ryddes," siger han. „Nu er
mændene kommet hjem drukne, som de pleier. Prygler børnene.
Hør, hvor gutterne skriger! Kvinderne hyler om hjælp for dem."
Rita foreslaar, at de skal sende nogen ned at hjælpe dem. „Hjælpe
dem, som ikke hjalp Eyolf! Nei, lad dem bare forgaa." Og han
vil rive alle de gamle rønner ned. „Hvad skal der saa bli af
de mange fattige mennesker?" spør Rita. „De faar ty andetsteds
hen." „Og børnene da?" „Kan det ikke være saa omtrent det
samme, hvor de gaar til grunde!" Kort og godt: faa hele
strand-stedet jevnet meel jorden, naar jeg er borte, siger han.
Hertil svarer den kvinde, der for faa timer siden ikke tænkte
paa andre end sig selv, hvis egoisme fyldte hendes sjæl som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
