Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thoralv Klavenæs: „Lille Eyolf“. Et foredrag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
selvherskende vilje, at hun, naar Almers er borte, vil ta strandens
mange fattige børn op til sig, i sine egne stuer, og gi dem kost
og pleie i lille Eyolfs sted. Hun vil la dem lege med Eyolfs
leger, læse i hans bøger, sidde paa hans stol.
Almers stempler denne tanke som vanvid. Der er efter hans
mening ikke det menneske i verden, der er mindre skikket til en
saadan gjerning end -hustruen. „Saa faar jeg opdrage mig til det,"
svarer hun. „Oplære mig. Opøve mig." Da falder Almers i
tanker og gir dette betegnende svar: „I grunden har vi ikke gjort
meget for de fattige folk dernede."
Og hermed er isen brudt. De har kun haft „lukkede hænder
og lukkede hjærter for dem." Nu skal det bli anderledes. Nu
skal det menneskelige ansvar komme varmende over dem som
sollyset. Rita vil prøve paa at mildne og forædle deres- livsskjæbne.
„Kan du det gjøre, saa har ikke Eyolf været født forgjæves,"
svarer Almers.
Men hvorfor vil Rita gjøre dette? Jo, hun vil smigre sig ind
hos de store, aabne barneøine — lille Eyolfs store, døende øine!
Det er disse, der har vakt det menneskelige ansvar hos hende.
Og Almers vil hjælpe hende.
Derpaa slutter bogen saaledes:
Almers: „Det vil bli en tung arbeidsdag foran os, Rita."
Rita: „Du skal se, — der vil falde søndagshvile over os en
gang imellem."
Almers: „Da fornemmer vi aandernes besøg."
Rita: „Aandernes ?"
Almers: „Ja. Da er de kanske om os, — de, som vi har
mistet."
Rita: „Vor lille Eyolf. Og din store Eyolf ogsaa."
Almers: „Kan hænde, vi endnu engang imellem, — paa
livsveien — faar se ligesom et glimt af dem."
Rita: „Hvorhen skal vi se, Alfred?"
Almers: „Opad."
Rita: „Jaja — opad."
Almers: „Opad, — imod tinderne. Mod stjernerne. Og imod
den store stilhed."
Rita: „Tak." —
Dette er indholdet af Ibsens sidste værk. At jeg har ret i
min opfatning af det som barnets tragedie i vort samfund, vil mine
damer og herrer vistnok allerede nu medgi. Men jeg skal
yderligere i størst mulig knaphed præcisere denne min opfatning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
