Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik A. Th. Dedichen: Forbryderpsykologiske problemer - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
værring. Han kom uncler asylbehandling næsten straks, sygdommen
udbrød, han var i begyndende rekonvalescens og under forholde,
under hvilke vi jevnlig ser netop tilstande som hans gaa over i varig
helbredelse, — hvorledes saa forklare sig den indtraadte forværring?
Et andet eksempel.
En ung mand,. der bestandig havde udmerket sig ved et stille og
tilbagetrukkent væsen, havde i 22-aarsalderen opnaaet en udmerket
fremtidspost paa et kontor, hvor hans principal var meget fornøiet med
ham, da han pludselig opgav sin karriere og reiste udenlands. „Han
havde aldrig følt nogen rigtig livsglæde; i hans arbeide som i hans
liv i det hele manglede der ham noget", skriver hans læge. „Sit
arbeide syntes han aldrig, han kunde gjøre saa godt, at han var
fuldkommen sikker paa sine foresattes fuldkomne tilfredshed dermed.
Ude haabede han, dette skulde rette paa sig. Han drog nu i
4 aar fra den ene forretning til den anden, snart i Tyskland,
snart i England, snart tog han selv fra sin ansættelse, snart
fik han afsked; stedse syntes den rette glæde ved livet at mangle
ham, og altid knugede den tanke ham, at han ikke nogetsteds kunde
gjøre fuld fyldest for sig". Men det blev ikke bedre ude, han
frygtede for at blive sindssyg, drog hjem igjen og hk sig lidt at gjøre
hjemme, men stadig forfulgte den tanke ham, at han endnu
intet var blevet, medens flere af hans kamerater allerede var i god
vei. Denne sjælelige depression udviklede sig derhen, at han maatte
anbringes paa asyl. Naar man nu ser ham, efter at han i en
sørgelig lang aarrække har været sløv, skulde man ikke let kunne forestille
sig, at de rester af et tænkende væsen, som nu sidder og aar ud
og aar ind ler fjollet, engang var en haabefuld yngling, der syntes at
skiüle blive en værdig repræsentant for det navn, han bærer.
Og grunden ?
Arv, siger man.
Det er paa tide, at vi kommer til at tænke lidt mere eksakt om
dette spørgsmaal.
At der i den sindssyges slægt kan paavises et større eller mindre
antal tilfælde af sindssygdom, er et overmaade interessant faktum, men
en forklaring — nei, det er det langtfra. Dets betydning er en
ganske anden.
For det første gives der jo tilfælde, hvor man ikke kan paavise
spor af arvelig belastning, og for det andet: — og det er langt
vigtigere —, hvorfor blir i den degenererede familje det ene individ
sindssygt og ikke de andre, hvorfor blir et af ni børn idiot og de andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
