Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik A. Th. Dedichen: Forbryderpsykologiske problemer - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
;sag at haandhæve i etten, og naar vi begynder at nære tvil , tilkalder vi
lægen. Jeg vil sige: Tilkald lægen ogsaa for at lære at tvile.".
Naar lægen, og i dette tilfælde særlig sindssygelægen, ikke er
.saa rap til at udtale den kategoriske dom, at der intet er i veien med
anklagedes mentale tilstand, da er det, fordi han atter og atter har
seet, at individer, som under gunstige vilkaar i aarevis kan synes og
virkelig være ganske udmerkede mennesker, snille og medgjørlige,
interesserede og intelligente, saa den, der saa dem og ikke kjendte
videre til dem, vilde spørge, hvorfor han eller hun maatte forpleies paa
asyl, — blot ved en ubetydelig foranledning kan bringes over i en
tilstand, hvis sygelige natur enhver maa erkjende.
Med andre ord: de degenererede — og hertil hører den sindssyge,
.selvmorderen, forbryderen, o. m. fl., — udmerker sig ved en yderst
labil sindstilstand, som man siger. D. v. s. de bringes overmaade let
ud af sin sindsligevægt. De lever under et særdeles „lavt
atmosfærisk tryk", kommer meget let i kog, optændes af en lidenskab, som
faar dem til at sætte alle hensyn til side.
Paa en af vore sindssygeasyler gaar der en mand, som i mange
henseender frembyder karaktertræk af interesse. Han er finne, men
allerede 15 aar gl. kom han til Norge. Han skriver sit modersmaal
feilfrit og kan ogsaa gjøre sig godt forstaaelig paa norsk. Denne
mand, der til dagligdags er en snil og hjælpsom fyr, kommer ved den
mindste foranledning i et aldeles ustyrligt raseri. En dag udløstes et
saadant vredesanfald derved, at medens han med nogle andre patienter
sagede ved i gaarden, faldt der et vedstykke ned paa hans fod,
gan-.ske tilfældigt. En anden dag havde en af de andre patienter slaaet
ham, som det jo hænder paa en stue, hvor der er 20—30 sindssyge
sammen. Man skulde se ham under et sligt anfald! Han var
graa-bleg i sit ansigt, al farve var vegen fra kinder og læber, blot øinene
lynede med en vild glans, og han forsikrede den tilstedekomne læge,
at han nok skulde hævne sig. Da denne sagde ham, at man nok
skulde vide at forhindre det, svarede han: „Om du tar folk, som er
sterkere end jeg, saa jeg maa ta imod juling den første dagen og den
andre dagen og den tredie dagen, om du ikke slaar mig død, men
bare syg, — saasandt jeg kan røre mig, skal jeg hævne mig og slaa
ham død igjen". Lægen foreholdt ham, at ingen havde ret til at slaa,
endnu mindre til at dræbe og allermindst til at hævne sig paa en
sindssyg person. „Sindssyg! om han var sindssyg, skulde jeg ta ham
kjærlig, saadan," — han tog lægen om livet og ledte ham forsigtig med
sig, — „og hjælpe ham, for jeg er god og snil, men han er ikke
sindssyg, og derfor vil jeg hævne mig, og jeg vil slaa ham død!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
