Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik A. Th. Dedichen: Forbryderpsykologiske problemer - IV - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
Han kunde være istand til at udføre sin trudsel, oin han ikke havde
været under et asyls beroligende og disciplinerende indflydelse, ti han
havde før gjort det og stukket et menneske ihjel. Flere aar havde
han siddet i fængsel før han kom paa asyl, og var han ikke kommen
did fra fængslet, vilde han, naar straffetiden var omme, være sluppet
løs paa menneskeheden igjen.
Man tænke sig nu en saadan person for retten.
Han fremstaar rolig som enhver anden og forklarer sig aldeles
rigtig om alt, hvad man spør ham om. Han fortæller om sit liv hjemme,
om sin slægt, om begivenheden, som bragte ham for retten, maaske
uden at den affekt, han var i før og under mordet, kommer synderlig
f’rem længere.
For dommeren staar den sag klar, at han har dræbt et menneske,
og det, at bevæggrunden var en bagatel, er for dommeren en grund
mere til at anse ham for en yderst farlig forbryder, overfor hvem lovens
strengeste straf maa bringes i anvendelse. Hvad skulde undskylde
ham? Han er jo ved sin fulde sans og samling, var i det høieste
noget beruset ved anledningen, hvilket maaske medfører, at straffen
nedsættes med nogle aar, men utilregnelig — derom kan der ikke
være tale.
Og saa straffes han.
Hvad opnaar man derved?
Intet.
Hvad vilde man opnaa ? Hvorfor straffer man ?
Lad os tænke lidt over det spørgsmaal.
V.
Strafferetsteoretikerne har ikke altid været enige derom.
Den i sit væsen almindeligste lære er, at det mennesket iboende
retfærdighedskrav rent umiddelbart kræver en gjengjældelse, — „øie
for øie og tand for tand", som det senere blev udtrykt.
Ser man ganske nøgternt paa dette retfærdighedskrav, saa
forekommer det i det mindste mig, at man er berettiget til at gjøre
følgende ræsonnement gjældende, — forudsat, at man søger at klargjøre
sig dette kravs psykologiske udviklingshistorie og ikke ligefrem
postulerer det mennesket indplantet ved en overnaturlig skaberakt, et
standpunkt, der naturligvis som teologisk og transcendentalt staar udenfor
naturforskningens kritik. ,
Paa det første kulturtrin har naturligvis den enkelte familie
repræsenteret samfundet og familiefaderen statsoverhovedet. Et udtryk
for selvhævdelse har været nødværget, og for at opnaa sig, sin familje,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
