Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik A. Th. Dedichen: Forbryderpsykologiske problemer - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
sin ståt respekteret har det været nødvendigt at afvise ethvert
overgreb, og naar det var begaaet, at hævne det og tage repressalier hos
fornærmeren. Efterhaanden, som udviklingen skred frem, har man
indseet, at det var nødvendigt for det hele samfunds bestaaen, at de
enkelte respekterede hinanden og i tvistemaal underkastede sig sin førers
afgjørelse, fordi han stod paa det almindelige bedstes interesse, ikke
paa den enkeltes. Hvad der altsaa oprindelig var et umiddelbart
udtryk for selvhævdelse i kampen for tilværelsen, det blev efterhaanden
erkjendt at være en nødvendig forudsætning for, at hvert eneste
sam-fundsindivid kunde faa udvikle sig i fred og uforstyrret nyde frugterne
af sit arbeide. Idet man af samfundet forlangte den beskyttelse, man
før selv maatte besørge, overdrog man ogsaa til samfundet at hævne
den uret, man led, og man forlangte blot, at samfundet skulde tage
sig lige energisk af alle, og ikke særlig beskytte enkelte, — et krav,
samfundet som bekjendt endnu ikke har evnet at opfylde, end ikke i
det ellers saa frie Norge, og derfor har samfundet her som andre
steder saa mange stedbørn.
Den opfatning, at det etisk høie princip retfærdighed ikke er
andet end en direkte descendent af nødværget, vil neppe undlade at
vække forargelse, som jeg mener, ganske uden grund. Jeg finder det
tvert om trøstende og opløftende at se, at en drift som den, uden
hensyn til andre brutalt at hævde sig selv og skaffe sig plads i verden,
kan udvikles og forfines derhen, at den samler sig i budet: gjør alene
mod andre, hvad du vil, de skal gjøre mod dig, husk, at naar du
krænker andres ret, opgir du din egen, overfor den svageste som
overfor den stærkeste.
Men denne erkjendelse af, at andres ret er ukrænkelig, og at
man altsaa heller ikke nogensinde selv kan tage sig til rette, den er
langt fra trængt igjennem overalt. Det gjorde paa engang et
nedslaaende indtryk paa mig og viste mig dobbelt tydelig raaheden ved
det tyske studenterliv, at jeg i de forskjellige studenterkors
vaaben-mærker læste saadanne valgsprog som: Gladius ultor noster! Sit
en-sis vindex noster! osv.
En saadan henvisning til sværdets afgjørelse, en saadan appel til
magten er ikke andet end en afgjort fornægtelse af retten, og det
bedrøveligste er, at vort hele offentlige og private liv endnu saa ofte
griber til denne appel og slaar paa sværdet. Bismarck har ved sine
berømte ord om „Blut und Eisen" henvist til magtanvendelsen som det
bedste argument, — man skulde tro, det var en storinkvisitor fra
Filip II’s tid, som talte.
Nei, ikke ved blod og jern bøies viljen til det rette, men ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
