Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Fredrik Vinsnes: To prosadigte - Nirvana
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131
Der jeg er,
er ikke mere,
ikke (let træ, jeg hviler under,
ikke den sten, jeg sidder paa.
Der jeg var
har ikke været.
ikke min moders barm, hvor jeg slumrede,
ikke min faders knæ, det jeg red paa.
Den jord, der bar mig — landet — kloden
—-er ikke.
Min sjæl er stegen op derfra.
Mine sorger, mine glæder,
min kjærlighed, mit had
er ikke.
Min sjæl ved dem ikke ydermere.
Den stiger —. Den synker —. Den druknes —
druknes i de tusinders flok af flygtende sjæle
— som mange hvide maagers skare —
druknes i taagen af de tusinde verdener —
druknes i ophavets dunkle dyb —.
Alt er ikke mere,
thi alt er vorden evighed.
Men fjernt — fjernt ude mod denne evighed
og dog i sig præget
skuer min sjæl hos sig
det gustne ansigt af en gammel kvinde —
aasyn et af det første lig, jeg saa,
jeg saa som lidet barn.
Som en, der bader,
ser en musling paa dybets bund,
ser den det —.
Alt — er ikke mere,
thi alt er vorden evighed.
Kun døden er —.
Johan Fredrik Vinsnes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
