Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: In memoriam (Irgens Hansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
blanke flade af Frognerkilen for os, styrter I.-H. ud af vognen med
det raab: „Jeg maa i vandet!"’ Og før vi vidste ordet af det, var
lian nede paa bryggen, af klæderne og plaskede snart ude paa
fjorden mellem isstykkerne.
Hans intelligens havde noget af den samme uberegnelighed,
han tænkte stødvis og i sprang; regelmæssigt, taalmodigt arbeide
magtede han ikke. Af og til kunde han laase sig inde paa sit
værelse og stulæse i uger uden at ville se et menneske; men saa
kunde der gaa maaneder, hvor han ingenting gjorde. Han var i
høieste grad impressionabel, en bog kunde fylde ham slig, at han
ikke snakkede om andet i mange dage; og saaledes tvang han sine
omgivelser til at være med, hvad enten de vilde eller ei. Og denne
Irgens-Hansens iver, hans optagethed af enhver sag og ethvert
spørgsmaal, som dukkede op, var det, som i forbindelse med hans
sjeldne gemytsrigdom, gjorde Dam strædet 2 til samlingsstedet for
saa mange forskjelligartede mennesker.
Imidlertid — tiden gik, og rækkerne tyndedes og fornyedes ;
de „ældre" tog sin eksamen og forsvandt, forholdene forandrede sig
paa mange maader, vi begyndte at faa fordringer til livet, den
hyggelige tid paa hyblerne var forbi, vi mødtes mere paa kaféerne,
havde megen moro, men længtedes alligevel ofte tilbage til
Damstrædet og de uskyldige glæder.
Dommens dag nærmede sig ogsaa snart for os „yngre", og
med usikre samvittigheder meldte vi os til dekanus.
Irgens-Hans-sen var det modsatte af et eksamenslys; hans kundskaber var ikke
faa, han havde læst og tilegnet sig adskilligt, men altfor spredt,
og desuden var han altid overmaade nervøs, blev dum, naar det
gjaldt at samle sig paa kommando og havde ikke den slags
hukommelse, som indespærret i et rum uden hjælpekilder kan fremdrage
detaljer, og som man da heller aldrig har brug for i livet
undtagen ved denne ene leilighed. Spændingen var derfor ikke liden;
jeg husker endnu saa tydelig, da jeg traf ham om aftenen den dag,
han havde besvaret sin hovedopgave i historie. „Naa?"
„Udmer-ket far. Sulla. Jeg huskede, at Mommsen siger om Sulla, at
han var en politisk roué. Og den sætning var mig nøglen til alle
de hemmeligste gjemmer i min hukommelses skrøbelige
skatkammer. Og udfra det har jeg lavet dem en afhandling, som pinedød
kan imponere. Er der gnist af aand i det biologiske fakultet, saa
blir de s’gu nødt til at honorere den."
Hans tillid til fakultetets aand blev ikke skuffet; „den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
