Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: In memoriam (Irgens Hansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
I 1887 reiste Irgens-Hanssen til udlandet og flakkede om
mellem Tyskland og Frankrige i to aar. han havde ikke stort
mere-end statens stipendium at leve af, saa han havde det ikke altid
godt. Theater og maleri var hans hovedinteresse, og især i det
første gjorde han grundige studier, navnlig i Berlin, Wien og Paris.
Om han allerede dengang tænkte paa sceneinstruktion ved jeg
ikke; men da instruktørposten ved Bergens theater kort tid efter
hans hjemkomst blev ledig, meldte han sig og flk den.
Det var i 1890. Der var foregaaet noksaa stor forandring
med ham siden de sorgløse dage, vi havde færdedes sammen i
Christiania. En mand, der skal leve af sin pen i et saa lidet og
tarveligt land som vort, danser ikke paa roser, og dette havde sat
sine merker. Adskillig bitterhed havde samlet sig i hans sjæl,
hans sinnesanfald var hyppigere end i gamle dage, og han
forbitredes ofte over ting, som ikke var forbitrelse værd. Dog var dette
kun overfladisk, paa bunden var han den samme troende, trofaste,
og hans oprindelige elskværdighed brød ofte gjennem den
misfor-nøielse, livets skuffelser havde afleiret. Og det var med lynende
iver og tro, han gik til sit nye arbeide; han mødte en lunken aand
i publikum, men det lykkedes ham virkelig gjennem avisartikler,,
gjennem foredrag, gjennem daglig omgang at elektrisere, i øieblikket
alfald at elektrisere folk og faa dem med i begeistring for den
sag, der fyldte ham.
Men en theaterchef i Bergen har mangeslags forretninger, han
maa paa engang være kontormand, økonom, administrator,. kritiker
og kunstner. Irgens-Hanssen manglede meget paa at være alt
dette; alt, hvad der smagte af kontor, var ham en grur og han
var saa temmelig blottet for administrativ evne; hertil og tildels
heraf kom hans stadig tiltagende irritabilitet, han havde formelig
geni til at ærgre sig, kunde ikke tage noget med ro; den mindste
bagatel voksede i hans sjæl op til en meningsløs størrelse,, og han
var derfor en vanskelig mand at arbeide med.
Men alligevel, — i hovedsagen — i den kunstneriske
instruktion kunde han være glimrende; han evnede at optage’ et samlet
billede af det dramatiske kunstverk i sin sjæl, og han magtede at,
sætte dette billede frem for skuespillerne slig, at de saa det. Han
var lydhør for hver falsk tone, der brød dette billede, og naar det
gjaldt de store opgaver inden vort nationale repertoire, havde
han, hvad franskmændene kalder le diable au corps og tik alle med’
sig i én stor anspændelse af alle sine kræfter og opnaaede da ogsaa
at smelte dem alle sammen til én støbning; en forestilling som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
