Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Paa hjemveien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
tjenestepigerne sad med sine barnevogne og sit strikketøi paa
sand-stensbænken om den ældgamle fontæne.
Da gik det med engang rent istaa med strikkingen; de maatte
allesammen høre efter stæren; — en smekker, lyshaaret attenaaring
reiste sig endog helt op og blev staaende og skygge med begge
hænder over øinene for at prøve, om hun kunde se den deroppe.
Nedover den buklede, irgrønne kirkekuppel strømmede
aftenrødmen kun ganske svagt. Men længere oppe havde endnu solen
magt; der entrede straalerne iltre tilveirs langs den blanke
taarn-stang, og sprang saa med et kast op paa toppen af guldkorset
yderst ude i himmelblaaet, hvor der sprudede en hel glorie af smaa
ildsluer til alle kanter.
Oppe paa guldkorset var det, stæren sad og fløitede. Den var
netop kommen flyvende over sjøen, og skjønt den derfor sagtens
maatte være træt, havde den dog for morro skyld taget nogle
vingeslag ende tilveirs op paa spiret, for at godtfolk endnu samme aften
skulde vide, at nu var den kommen og med den vaarens glade tid.
Tjenestepigerne blev siddende længe og ganske stille; bare
attenaaringen slog hænderne sammen og lo af lutter glæde.
Vinteren havde været saa rent for lang og saa kold ogsaa;
men derfor kriblede nu den bløde fløitetone som en varm solstraale
gjennem hendes unge legeme; aa Herregud, Herregud! nu skulde
der da endelig engang komme vaar med løv paa trærne og lys i
de lange kvælder! — —
Snart blev det mere ensomt om fontænen; pigerne skyndte sig
hjem en efter en for ikke at komme forsent til aftensbordet.
Just da den sidste barnevogn skurede sagte bortover veisandet
og forsvandt mellem træstammerne i det øgende tusmørke, kom en
gammel, sortklædt herre lidt stivbenet, lidt støttet til sin stok, men
strunk og taktfast marscherende, og satte sig paa bænken, hvor han gav
sig til at stirre tankefuld opimod kirketaarnet lian ogsaa.
Major Clemens Eavn, den lille bys ivrige gartner og træplanter,
havde paa sin sædvanlige tur gjennem den hundredaarige bypark
ogsaa hørt stæren og var bleven helt betænkt derved. Af indgroet
vane, der næsten var gaaet over til en slags overtro, havde majoren
altid havt for skik at begynde med sine plantninger, naar stæren
kom om vaaren. Dette kunde høres noksaa vilkaarligt; men klimaet
paa den kant var nu alligevel saa uberegneligt, at stæren for den
sags skyld kunde være bedre at rette sig efter end almanakken.
Slig ræsonnerede ialfald gamle major Eavn; og stæren havde
aldrig narret ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
