Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Paa hjemveien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
tigt indtryk paa ham, da han første gang kom hid. — Og lige fra
det øieblik havde han sat sig som maal, at han vilde gjøre denne
stenørken „beboelig for mennesker", som han sagde. Siden havde
han fra den tidligste vaar til udpaa vinteren sprængt berg og tappet
myr og gjødslet og saaet og plantet, hvor der bare var saa stor
revne i berget, at en trærod kunde bide sig fast.
I begyndelsen saa byens adstadige indvaanere, hvis øine nu
engang var vænnet til alle de graa fjeldknauser, lidt skjævt og
mistænksomt til disse plantninger; og der var ikke faa, som troede,
at majoren ikke var saa rigtig vel bevaret, naar han mente at
skulle faa det til at spire liv frem af alle de blanke og bare heier
og stenrøser.
Men stiv og strunk og urokkelig gik Clemens Ravn sin egen
vei. Da han selv havde adskillig formue, behøvede han ikke at
være afhængig af, hvad de indfødte troede eller ikke troede; der
vilde nok komme den tid, da man vilde paaskjønne hans arbeide.
Den tid kom ogsaa snart.
Thi der var ikke gaaet mange aar, før der lyste af unge trær
allevegne mellem bergknatterne; rundt om veiene lo blaaklokker og
jomfru Marias guldsko, snart kom ogsaa fugle og kvidrede om
vaar-kvældene; og hele sommeren silrede lærkesang gjennem solskinnet
over de grønne marker.
Hver søndagseftermiddag drog fattigfolk i hele skarer ud af
hyen med smørrebrød i kurve og melk paa flasker. Saa leirede de
sig i græsset, og børnene flk lov at tumle sig, som de vilde, saa
de om kvælden kom hjem med røde roser i kinderne og Vorherres
friske luft i lungerne — de graa fattigmansbarn!
Da gik det op for de adstadige borgere, at majoren kanske
ikke havde været saa rigtig gal endda; og hvert aar bevilgede byen
større og større summer, der bare skulde anvendes, som han fandt
det for godt.
Derfor var det, at majoren idag tog sit store nøgleknippe,
tændte sin haandlygte og gik ned i kjøkkenet.
Da han kom derned, reiste der sig borte ved døren en liden,
halvt pukkelrygget fyr, smilende over hele sit glatte, forslagne ansigt.
Det var majorens hjælper og høire haand Jens — eller Jens
gartner — som hele byen kaldte ham.
Han havde været med majoren helt fra første dag. Egentlig
havde han ret og slet været kronarbeider om sommeren og
drukkenbolt om vinteren; men Ravn, som havde lagt mærke til hans
net-hændthed og praktiske raadsnarhed og dertilmed godt kunde like
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
