Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Clara Tschudi: Nogle erindringer om fru Camilla Collett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
drevet hende tilbage i sig selv. Den virkelige Camilla Collett
smeg-tede efter anerkjendelse og frøs af mangel paa kjærlighed. I en af
sine bøger — „I de lange nætter" — viser hun os aabent, at der
hag hendes sterke vilje bankede et hjerte, der levende trængte
deltagelse, brændende længtede efter sympati. „I vil ikke miskjende
mig!" tilraaber hun sine overbærende venner. „I vil forstaa, at jeg
har levet for lidet i dalen og for meget paa disse livets
Skagastøls-tinder, som heder ensomhed. Ak, min sjæl ,har drukket for længe,
dybe drag af de isnende kilder, der udspringe mellem taushedens og
savnets jøkler, og det netop i de aar, da den varmest higede mod
solen og lyset!" — Fru Collett har i disse linjer grebet saa rigtig,
som man kun kan gribe, naar man taler om sig selv.
Den, som ikke søger venskaber, pleier heller ikke at finde dem.
Et bevis paa hendes værd som menneske ikke mindre end som
forfatterinde er det, at hun, trods sin sky tilbageholdenhed alligevel
havde varme venner, om det i senere aar end selvfølgelig var ved de
gamle venner, hun mest maatte holde fast.
Ingen vil nærmere hare kjendt henden uden at have følt hendes
store trofasthed. Hun hørte til de ikke almindelige kvinder, der kun
slutter venskaben for at bevare dem gjennem livet. Med rørende
hengivenhed kunde man høre hende tale om længst afdøde venner; og
ildfuldt kunde man høre hende forsvare dem, for hvem andre intet
havde uden kulde og foragt.
Men ligesaa trofast som i st venskab, ligesaa langsindet var hun
i sit nag. Det var en sjæl, som intet glemte, -hverken ondt eller godt;
begge dele voksede tvertimod, jo længre hun rugede derover.
Krænkelser — selv om de var tilføiede hende i hendes ungdom —
kunde hun vanskelig komme over; hendes ubøielige sind blev ved med
at tygge paa dem aar ud og aar ind; og faa karakterer har. kunnet,
ramme mere bitterhed end hendes. Uforsonlig var hun dog ingenlunde.
Jeg husker saaledes — for eksempel — at hun gjennem aar var
fortørnet paa professor Dietrichson paa grund af„ hans karakteristik af
hende i Alf Collett’s bog: „En gammel Kristiania-slegt;" men da han
1893 stillede sig spidsen for festen til hendes ;ære, smeltede hendes
fortørnelse som ..dug for sol; og han havde de sidste par aar af hendes
liv en særdeles varm beundrerinde og veninde, i hende. Mig selv
hændte noget lignende, da jeg 1887 udgav „Tre nutidskvinder." Fru
Collet følte sig stødt af et par af mine udtalelser om hende; hun
skrev „En berigtigelse" i „Aftenposten" og udtalte sig ogsaa
personlig-ret skarpt om mine feilgreb. Vi blev imidlertid hurtig forsonede; og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
