Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Clara Tschudi: Nogle erindringer om fru Camilla Collett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
saa godt som nogen at lappe og sy. Selskabslivet ringeagtede hun,
hvor hun troede, at det ikke bragte aandeligt udbytte; og naar hun
besøgte teatrene var det selvfølgelig ligeledes for at berige sin aand.
Jeg boede en vinter i samme pensionat som fru Collett. En
aften sent kom jeg hjem fra selskab hos en forfatterinde, som ogsaa
fru Collett kjendte godt. Klokken var henimod ét. Forsigtig ståk
jeg nøglen i laasen for ikke at vække mine husfæller af deres søvn;
med listende trin vilde jeg snige mig igjennem gangen. Men hvor
sagte jeg end listede mig, fru Collett maatte have hørt mig. Hendes
dør aabnedes pludselig. Euldt paaklædt stod hun for mig med et lys
i haanden og opfordrede mig til at komme ind til hende. Saa maatte
jeg da midt om natten sætte mig ned og fortælle hende om selskabet,
om hvem jeg havde truffet der og hvorom underholdningen havde
dreiet sig.
Da jeg var færdig, spurgte hun: „Synes De nu egentlig, at De
har lært noget iaften?"
Jeg studsede; vistnok havde jeg moret mig, men at jeg havde
lært noget, kunde jeg ikke med sandhed sige. Jeg svarede derfor nei.
Eru Collett sendte mig et temmelig hvast, halvt ringeagtende og
lidt medlidende blik.
„Hvis De ikke har lært noget, — hvad i alverden vilde De saa
der?" spurgte liun. — — —
Hvor meget fru Collett end i tidligere aar var bleven feiret i
Kjøbenhavn, staar det ikke til at negte, at hun i de sidste aar levede
ensomt, halvglemt dernede. De var døde mange af de danske venner
hun i yngre aar havde vundet ved sin intelligens og sin energi.
Ligeoverfor de faa, som trolig blev ved at opsøge hende, følte hun altid trang
til at udøse sig om livets tusinde smaa gjenvordigheder som der plagede
hende og mødte hende oftere end andre paa grund af hendes svage
øine og hendes distraktion.
Den lille kreds, der endnu var hende tro, bestod, foruden af et
par medlogerende, hun satte pris paa, af digteren John Paulsen og
frøken Clara Bergsøe. Ogsaa den sterkt beskjæftigede fru Laura Kieler
kom en og anden gang fra Hillerød for at se til sin moders
barndomsveninde. Varede det for længe mellem hvert besøg, skrev fru Collett
med sin gammeldags faste, tykt paatrykte haandskrift, hvori hvert
bogstav var fæstet til det andet, at hun „længtede efter hende", og
at „fru Kieler maatte huske paa, at hun for fru Collett altid var et
stykke Norge".
Denne sjæl, saa dybt bunden til hjemstavnen, skulde da ogsaa
faa lægge sig til hvile i sit fødeland. Længe havde hun havt en
smertelig forudanelse om, at døden nærmede sig. Ikke at hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
