Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Clara Tschudi: Nogle erindringer om fru Camilla Collett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
189
aand fordunkledes; men legemets kræfter tog af. Og medens hun
talte aarene, der svandt, saa hun ogsaa med savn de tomme rum, der
dannede sig rundt hende, idet slegtninge og venner gik hort.
Og dog elskede hun livet, og hun syntes, at hun endnu havde
meget, hun ønskede at udrette paa denne jord. „Her ligger jeg,"
sagde hun, da jeg besøgte hende paa dødsleiet, „og der er saa meget,
jeg endnu skidde ordnet. Dog — det faar alt staa i Guds haand,"
tilføiede hun resigneret.
Hendes afmagrede, skarpt udprægede træk, det gjennemsigtige
ved hele hendes person, alt tydede, da jeg sidste gang saa hende,
paa, at hun ikke kunde have ret længe igjen at leve. Men da hun
talte med mig, blev livlig, forsvandt dette indtryk; under det
skrøbelige hylster rørte der sig endnu en kraftfuld aand. Hun bød mig
hjertelig velkommen og talte deltagende elskværdig om mine nyeste
arbeider, som hun havde læst. Saa talte vi om gamle tider og om
gamle venner. Kun om én ting talte vi denne gang lidet: om hendes
egne verker og om hende selv. Søgte jeg at dreie samtalen hen paa
hendes person, kom der noget aandsfraværende i blikket, der gjorde
mig forlegen og vemodig. Jeg følte mere end jeg i øieblikket
forstod, i hvor høi grad Camilla Collett var ældet.
Jeg havde siddet et par timer hos hende og bøiede mig over
hende for at sige hende farvel. „Faar jeg lov til at besøge Dem igjen?"
spurgte jeg.
Et gjenskin af det gamle, hjertevarme smil gled hen over hendes ansigt.
„Ja," sagde hun, „besøg mig snart igjen, hvis De kan udholde
at høre paa denne skrækkelige hoste."
Det var sidste gang, jeg saa hende her i livet. Faa dage efter
laa jeg syg; og samme dag, jeg stod op, modtog jeg budskabet om,
at hun var død. Hendes livs kamp var til ende.
Medens jeg stod ved hendes kiste i det smykkede kapel og
repræsentanter for de mange virkefelter, hendes livs interesse havde
omspændt, lagde kranse paa baaren, mindedes jeg uvilkaarlig hendes
egne ord:
„Hvi sørge vi over de døde ? Hvor ofte, naar vi fortvivle over
tabet af vore kjæreste, har døden været en god, medlidende aand,
der bar dem over den afgrund af smerte og skuffelse, som livet holdt
beredt for dem."
Jeg tænkte paa, hvor godt det maatte være at hvile efter en
lang arbeidsdag og paa, at den, der har arbeidet saa ufortrødent,
kjæmpet saa modig som Camilla Collett, vel har fortjent hvilen og
efterslegtens ros. Clara Tschudi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
