Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Oliver Wendell Holmes - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197
synes ogsaa, at mælkemændene tit faar en stiv armbevægelse, der
minder om en pumpestang.
Der er træffende bemærkninger om digtere og digte, f. ex., at
vers ligesom merskum og violiner maa bruges og blive gamle, før
de faar hele deres farve og musik. Man finder nydelige
naturbilleder, sammenligninger — som hvor han kalder tyngdekraften
Guds store udbredte haand, der tvinger alle ting paa plads —,
strøtanker, hans egne og andres: Synden har mange redskaber, men
løgnen er et haandtag, som passer til de fleste. — „Naar gode
amerikanere dør, kommer de til Paris." — Erindringen er et fjantet
pigebarn: hun slænger sine juveler ud af vinduet og gemmer straa
og gamle pjalter i sit smykkeskrin. — Hans fagkundskaber kommer
ham til gode: bevægede dødsscener med rørende taler er et yndet
virkemiddel hos mange digtere; han véd, at folk som oftest gaar
rolig ud af livet; de er døde, før de udaander; huset er allerede
forladt, det sidste aandedrag er døren, der lukkes.
Holmes’ vid krydrer bøgerne helt igennem. Han kan slaa sig
løs i’ brandere eller parodier eller lystige karikaturer, han morer
sig med humoristiske sammenligninger, — saaledes, hvor han
beskriver en pianovirtuos: „Hendes hænder sprang løs paa tangenterne
som et par tigre paä en flok sorte og hvide faar, og pianoet gav
et mægtigt hyl, som om nogen havde traadt det paa halen."
Gennemgaaende er hans lune ikke af den art, nian kalder
amerikansk. Han slaar ikke i bordet eller gør grimacer; det er sjældent,
han ler højt; han taler indtagende og træffende, med et smil
sitrende i mundvigen, tit ser man kun skælmen lyse i øjnene.
Størst glæde har man af forfatteren selv, som han viser sig i
disse bøger. Ligesom Montaigne taler han gærne om sine egne
sager og gør ingen røverkule af sit hjærte. Han fører os ind i sit
studereværelse, viser billederne paa væggen, et kobberstik af Titians
Vesale eller en radering af Rembrandt, blader i sine sære gamle
bøger, husker, hvor han har købt dem, standser ved en kuriøs
anekdote eller en kostelig aforisme. Eller han fordyber sig i
minder fra sin ungdom, fortæller om sit fædrenehus, er atter en lille
dreng, der kigger ind i skabet, hvor lavendel og mynte ligger i
bundter og æblerne gemmes, til kærnerne bliver sorte. Eller vi
rider ud med ham for at søge en kæmpeelm og mærker hans gys
af glæde, da pludselig en stor grøn sky svulmer i horisonten og
træet ses i sin olympiske majestæt.
Han forstaar at underholde sine gæster, og de kommer til at
holde af deres vært. Der er saadan en kraftig sundhed over ham;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
