Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Oliver Wendell Holmes - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
hans sympatier er saa brede og aabne. Han føler naturdyrkérens
glæde ved livet i alle dets former og lader sig ikke indsnævre af
doktriner. Han elsker naturen og menneskene, deres tanker og
drømme, deres attraa og selvbedrag, den store kunst og samlerens
særheder, gamle historier i gule manuskripter og unge hede
hjær-ners nye projekter. Det kommer ikke saa meget an paa, hvor vi
staar som i hvad retning vi drager. Han mener som Sir Thomas
Browne, at hver mand lever et sandt liv, blot han virker efter sin
natur. Det bedste liv er det, som har de fleste facetter.
Han bevarer sin livsglæde frisk og bliver ikke sur med alderen.
Hans sidste bog er tydelig nok skrevet af en gammel mand,
sprogets dragt sidder ikke saa stramt som fordum, tankerne gaar
langsomt og lidt stift ligesom fødderne, røsten har ikke sin gamle fylde
og livlighed. Men det er en oldings naturlige stemme. Han søger
ikke at gøre sig anderledes end han er. Som venteligt drejer bogen
sig for en stor del om alderdommen. Han vilde heller være ung,
men klynker ikke over sin ælde, han studerer dens psykologi paa
sig selv, er glad ved de levedage, der undes ham, men gyser ikke
for den sidste. Han er ingen lovpriser af den tid, der svandt;
tværtimod dvæler han gærne ved de fremskridt, de senere aar har
bragt. Men naar det nye frastøder ham, lader han ikke sin kritik
sove. Han ser hverken mildt til socialisterne eller til Zolas
superrealisme. Som gammel læge forholder han sig skeptisk overfor
naturalisternes hospitalsfortællinger: naar romanskriverne vil
hjemsøge hospitalerne, burde de lære noget saavel af lægen som af
patienten. — Men han pukker ikke paa sin alders avtoritet, naar
han gaar det nye efter i sømmene. Og han finder det rimeligt,
om de unge mennesker foretrækker deres egne tanker og tale for
hans. Han er ikke bleven mismodig med aarene, hans lyse lune
slaar stadig gnister, og han ser frimodig solen synke. Hans farvel
er en opmuntring: vær ved godt mod! Det er maaske lettere sagt
end gjort, indrømmer han; hvad hjælper det at sige til en, der er
fem fod høj, at han skal være sex. Men man kan holde sig rank,
saa man naar sine fulde fem fod.
x) Det er den samme tanke, Sibbern gav et fyndigere udtryk. Se H.
Høffding: F. C. Sibbern („Tilskueren" 1885 s. 756).
Kjøbenhavn.
(Sluttes.)
Niels Møller.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
