Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Gabriel Finne: Emanuel Daah. En fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
se, hvad der er at gjøre. Farvel Daah. Deres tilgodehavende af
skolen, skal blive sendt, naar De skriver efter det. Farvel! Gud
være med Dem! — Og han trykkede ham atter fast i haanden,
han havde sammenbidte læber og et fast haardt blik, som sagde:
Jeg skal tro Dem, men — men — har De bedraget mig, saa
skal ved den levende Gud, De være evigt forbandet i mit minde.
Farvel da. Jeg er kaldt til Jersins, som De vel ved.“
* *
*
Stadig i den tid „forholdet“ stod paa, overtænkte Daah,
hvordan det vel vilde arte sig i huset, dersom Jersin fik tag i sin kones
utroskab? Fik uundgaaelig vished? Den stakkars forknytte mand.
Som luskede sig til og fra hjemmet og luskede om i sin egen stue
sky, ufri, olmt skamfuld ligesom en økonomisk og moralsk
skibbruden, der foreløbig spiser naadsensbrød ved velagtede,
høitalvorlige slægtninges bord. Den stakkars ikke saa ganske
smaatfordrukne Jersin! Landhandler Jersin. Før var han førstemaskinist
og en støver. Men saa knuste han haanden. Saa rørende
hjælpeløs nu, naar han skulde tænde snadden — vendte ryggen til folk,
og op af venstre jakkelomme kom der en arm, der endte ude ved
haandleddet i den butte læderbeslaaede krykkestump. Klemmende
æsken mellem haandledstumpen og vesten, rev han saa stikken af
med høire. Derpaa ned igjen i lommen med krøblingen. En
uanseelig, lyttende, forknyt mand, der aldrig kastede mere end et
lynsnart øie mod folk og siden under samtalen saa dem ned paa
bukseknæerne. Og naar han med den ledige haand strøg Thekla, den
ældste af de tre skrofuløse børn over hendes gule fattigpigehaar!
Saa andagtsfuld, saa hulkende magtesløs. Dog, ved bordet, naar
fru Andrea skar op for ham paa hans egen tallerken (det var af
hensyn til „kandidaten“, hr. Daah. Jersin maatte vel forstaa,
mente fruen, at deres logerende pintes ved at se den sorte
skindstump tilvenstre manøvrere med en gaffel), kunde han sidde
blodophedet i det kummerfulde ansigt og skikke hende hastige øiekast,
onde, iskoldt forskende, ogsaa jamrende. Hun lod som ingen
verdens ting, var straalende sød i stemmen, paatat fornøiet og glad
interesseret, saa det var en væmmelse. „Ikke mere hr. Daah?
Ikke? Aa jo, tag nu det lille stykke der da? — Vil du ha det
da, Jersin? Ikke? Det er svært saa lidet du spiser. Det er da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:54 2025
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1895/0226.html
