Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Gabriel Finne: Emanuel Daah. En fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karl Hansen var ogsaa en slags tjener ved hotellet, og han
bar de to vadsække op for den forfrosne, knæskjælvende Daah.
Daah fik sig et værelse, fortalte til den ligegyldige hoteleier
det om turen fra Trondhjem uden en times søvn, bestilte sig
porter for at faa ro over nerverne, og lagde sig saa og sov til ud paa
eftermiddagen.
Uden at have anelse om, hvad han skulde bestille i denne
by; uden at vide, hvad han skulde kalde sig ved navn (det var
endog meget sandsynligt, fandt han, at Jersin vilde efterlyse ham
som den, der havde ødelagt hans hjem, sat skamplet paa hans
børn; eller maaske vilde han selv snuse ham op, følge ham i
kjølvandet; thi først ved at hævne sig, vilde han vinde konen tilbage);
— uden at begribe, hvor han skulde tage hen herfra, og uden at
kjende et menneske her.
* *
*
I skumringen drev han omkring i byen, rolig og mæt efter god
søvn og meget god middag og fornøiet over, at man endnu ikke
havde spurgt ham om navn, stilling, hjemsted o. s. v.
Det var henved et par hundrede huse, de fleste saa smaa som
æsker; og der var næsten ikke et menneske at se paa gaderne.
Men hvor han inde bag et vindu saa ét ansigt, og han lidt efter
skjelede bort for at se, om det saa efter ham, — dér var
pludselig kommen fire, fem, seks forundrede fjæs. Og ikke ét ansigt
gjorde mine til at le, naar den værdige fremmede gled paa sneen
og sprællede klodset med lemmerne for ikke at dætte.
I de par kolonialbutiker var der tændt lys, og her hang folk
over disken og kjøbte ingenting ligesom i butiken paa
landhandlerstedet.
Det forholdsvis gode humør tabte sig, eftersom mørket faldt
og kulden blev mere følelig.
I lysningen fra butikerne, som alle laa paa hjørner, stod unge
sjøgutter og spyttede skraa og saa saa forbandet djærve og stærke
ud med næverne i bukselommen og skibsluen bag i nakken. Det
var andet til kraft, andet til nerver end hos den langstrakte blege
stuemand, der i sin tynde seminaristkappe dreiede høfligt ud af
fortouget, naar han skulde forbi dem.
— Hvem kunde borge for, at Jersin i dette øieblik ikke befandt
sig her i byen? Der gik jo foruden de store postbaade ogsaa
lokalbaade langs denne kyststrækning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:54 2025
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1895/0229.html
