Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Finne: Emanuel Daah. En fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nei — slog han det væk, — der er jo ikke et menneske paa
Haalandsøren som aner, hvor jeg har taget i land.
Men ensomt var det at gaa slig omkring paa et fremmed
sted, saa tyngende, hviskende ensomt, som om tiden var stanset i
sit løb.
Ikke have et menneske at være fortrolig mod, at veksle
venskabsord med! Ja, kjendte han bare en af disse piger, som nu og
da viste sig og for frysende forbi — tjenestepiger i hvidt forklæde
og kurv paa armen. Havde han bare et af de unge varme
kvindemennesker at tilbringe kvælden hos, saa skulde han gjerne slaa
sig ned her indtil sin død. Han havde jo intet maal alligevel —
andet end det: saa behageligt som muligt, at blive gammel og dø
bort og glemme sit forfeilede liv.
Just i saadan stemning gik han ogsaa omkring paa
Haalandsøren ihøst, her for et halvt aar siden. Han var netop kommen,
kjendte kun sit værtsfolk og saa provstens. Gik der i de deilige
lunkne septemberkvælde og keg stjaalent og forelsket efter de unge
jenter som i rødt liv og hvide skjorteærmer drev indover dalen og nød
sin aftensfritime; mens karene strøg efter dem. Gubbevares! som
akademiker og lærer for stedets alle konditionerne folks børn —
provstens, udskiftningsformandens, lensmandens, Jersins og et par
til — turde han ikke lade sig mærke med, at hans blik gjerne
vilde søge de unge og muntre kvinder. Tvertimod. Han gik sine
aftenture, og naar han traf dem, eller de var foran ham, gjorde
han sig altid ligegyldig eller saa ud, som han tænkte over dybere
ting. For der var altid dem paa saadant et lille sted, som lagde
mærke til, hvordan middelskolens bestyrer artede sig. Han holdt
paa at bli syg af den stormende, opdæmmede elskovstrang. De
latinske og filologiske studier, som han drev paa med for engang
at kunne faa sit kand. mag. foran navnet, de kunde ikke hjælpe
ham ud af vaanden. Han døvede sig med tobak, oplevede om
natten de sanseligste drømme og stod op slap og lige hungrig efter
virkeligheden d. v. s. disse stærke, friske og muntre jenter i de
røde liv og de svulmende, hvide skjorteærmer.
Han slængte eftermiddagen bort ved at sidde paa disken i
kramboden og stjæle sig til at kige paa Jersins pige. En
eftermiddag overraskedes han af sin værtinde. Baade han og pigen
troede hende ude. Han sad i det lille oplagskammer bag butikken
og sagde til pigen, at han vilde gjerne give hende det forgyldte
speil, han havde kjøbt af en omreisende kramkar, og han vilde
gjerne give hende en ti-krone atpaa, hvis han bare skulde faa lov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
