Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Finne: Emanuel Daah. En fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ham. Gik op og ned og tænkte imens paa, om Karl Hansen mon
fik noget. Der stod rigtignok en svær dyb stamp ved siden af
ham, men han saaes ikke at bevæge sig nogengang. Han anglede
aldrig og gjorde ingen bevægelser.
Endelig slængte Daah bort til ham. Karl Hansen havde
kanske staaet urørlig en time.
„Faar De noget?“
„Nei, han bid ikke.“
„Jasaa.“ Og Daah blev angst uden at forstaa hvorfor. Vel
fordi han ikke kunde fatte den gamle lods’ urokkelige taalmodighed.
„Ingen ting? ikke nappet?“
Karl Hansen vinked haabløst med hodet ned mod stampen.
„Det var fanden!“ sa Daab og gik op og ned lidt.
Men pludselig rykkede han til igjen og gik helt bort til den anden
og sagde: „Ingen ting? Det tror jeg ikke.“ Og saa keg han ned
i stampen, blev staaende og stirre ned, mens hans krop var stiv
og stille som omgjort til sten. Sveden sprang igjen frem paa
Daah’s legeme, mens han saa ned i stampen. Dernede paa
bunden laa en liden fisk — ikke større end en pelekunter. Men det
var ingen pelekunter. Den var rødbrun og havde en stilk
stikkende op fra næsen og laa der og saa op med to smaa faste øine,
et fra hver side af den brede kjake. Det var akkurat
figuren fra inat — bare tusind gange formindsket.
„Er det det eneste, De har fisket paa denne lange tid?“ spurgte
han i en tone som en dødsdømt, der spørger, om det virkelig er
sandt, han er dømt.
Karl Hansen svarte et surt ja og slængte et haanligt øiekast
til det lille liv dernede i stampen.
„Hvad kalder dere den fisken?“ spurgte Daah, svælgende.
„Det er „ulk“, som vi siger," svarte manden.
„Ja saa naa!“
Daah gik opover og svedede af rædsel, han saa ikke op, han
gik gjennem gaderne og udover landeveien.
„Væk væk væk herfra!“ hviskede han og følte, hvor hvid og
syg han vel saa ud.
Han dreiede om som ved en pludselig indskydelse: Doktor
Hartvig — af ham kunde han laane! Komme bort herfra endnu
idag. Ind til Kristiania, hvor spøgelserne i hans sjæl vilde dunste
bort som nattetaage for frisk morgensol.
Han skyndte sig ind til byen, vilde faa laant nu, saa han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
