Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Gabriel Finne: Emanuel Daah. En fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235
Hartvig ikke gjorde vrøvl. For det var jo af en foreningskasse,
han havde laant. Bedre om det havde været privat af Hartvig.
* *
*
Paa veien til Kristiania tænkte han stadig paa sin far. Faren
havde dræbt sig — fordi han havde gjort en forbrydelse, som
nagede og nagede og forlangte soning ved døden. Det havde for
fogden været let gjort at faa dækket den underbalance, hvis han
i ti de havde bedt sine venner om hjælp. Men Nemesis vilde det
anderledes. Hun gjorde synderen langsomt om til et sky, angst
menneske, fra hvem vennerne lidt efter lidt gled bort, trak sig
tilbage, — indtil det var for sent for ham at haabe paa hjælp
fra dem.
Nemesis! Nemesis! De ord havde fogden udsukket for sin søn
ved middagsbordet en dag kort før katastrofen.
Jaja! Daab gik paa dampskibet og følte sedlerne, han skulde
betale billet med, brænde sig inde paa brystet. Og gaaden med
havuhyret blev ham dybere og dybere. Han kunde intet spise, fik
ikke søvn og turde ikke se sig i speilet for ikke at blive end
ængsteligere for sig selv.
Sangvinskheden strøg væk. Han fandt tilsidst ud, at doktor
Hartvig var noget af det hj ærteløseste. Han fandt det tilsidst høist
sandsynligt, at Hartvig allerede havde sendt telegram til Kristiania
opdagelsespoliti om at faa ham anholdt — det og det signalement,
det og det dampskib. Han saa sig stige iland og føie et greb i
skulderen. Ja, naturligvis — en kold praktisk forretningsmand,
som Hartvig [var, vilde han ikke tage i betænkning at lade ham
anholde.
Daab gik iland i Laurvig for at tage med toget derfra. Man
havde vel ikke politi ude efter ham baade ved dampskibet og ved
jernbanen.
I fortvivlelsens sangvinskhed foresatte han sig at skulle faa
laane penge af en eller anden den næste formiddag. Han vidste
om et par høie embedsmænd, ungdomsvenner af hans far. Jo, han
skulde greie det!
Men han maatte træffe et eller andet gammelt bekjendtskab
først, nu iaften. En at tale ud med, fortælle alt dette om
havulken og alt det andet troldskab, som gjorde ham syg.
Klokken ti om aftenen var han da i Kristiania. Han fik sat
sit tøi ind paa en sjofel ølbule, hvor han vidste, ingen fandt paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:34:54 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1895/0243.html