Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Finne: Emanuel Daah. En fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Daah, som ikke fattede, om det var ham eller pigen
dette „kjender Dem“ gjaldt, bad for dem begge. Han vilde give
konstablen tyve kroner.
„Bare følg med — og det straks,“ sagde konstablen.
Daah spurgte, hvad de da havde gjort. Spurgte, om han da
ikke kunde være menneske og forstaa, at det var hjærteløst for
pigens skyld slig at slæbe dem paa stationen. Hun vilde jo blive
blameret. Man kunde jo tro, at hun paa aaben gade ... o. s. v.
„Ja, vil De komme med det gode!“ truede konstablen.
Saa tutlede de ivei. Pigen iforveien med hovedet bøiet. Hun
saa ud, som hun resigneret gik til slagterbænken. Ikke et ord
sagde hun.
Straks de kom paa stationen, blev pigen ført bort af en betjent.
En søvnig embedsmand satte sig foran en protokol og bad
høfligt om Daahs navn og stilling og mere. Det var inde i en
lang muret stue. En lang række mørke fængsler fandtes langs den
bagre væg. Man saa ind i hver celle gjennem gitterdøre. De var
aabne som burene i et menageri. Hist og her stod en skikkelse
og stirrede ud paa opsynsmændene. Fangernes fingre klemte
krampagtig om jernstængerne. Saa lød et rasende hyl fra en celle, saa
rystede en i gitteret, en tredie bandte .... det var et helvede
af uhyrer, saa Daah skjalv over det hele legeme og kunde knapt
staa stille. Han kunde ikke tale, han var lammet af angst. Og
efter denne nat var morgendagen. Telegrammet fra Hartvig ...
alt, alt, alt pegede bare paa fængsel, vanærelse og vanvid.
Han blev sat ind i et af de ledige bur. Der stod han
længe taus og stirrende mod manden med protokollen derborte under
gasblusset. Han saa ikke ind i sin celle. Der var kun mørke ..
og mørke, mørke altid efter nu.
Langsomt løste han sin bukserem, fæstede den lydløst til en
af jernsprinklerne, lavede en løkke, havde den om halsen, løftede
knæerne høit op og lod sig dætte ned. Og halsen knak over.
— Nede paa postkontoret laa der et restantebrev til ham fra
fru Jersin.
„Hr. kandidat Daah. Jeg haaber, De snart betaler, hvad de
skylder os. Min mand er meget sint over, at De reiste uden at
betale. Og han er ikke at spøge med. Han venter pr. omgaaende
at faa det beløb ... o. s. v. Andrea Jersin."
Gabriel Finne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
