Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Oliver Wendell Holmes - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
vove en munter parodi („man wants but little drink belowT but
wants that little strong" —• den mening gik han forresten fra), han
spidser sit vid, spotter og spaser eller er hyggelig humoristisk, og
han har navnlig ævnen til at holde sit ansigt alvorligt, mens han
faar andre til at le; han behandler sit stof med komisk grundighed
og lader sine vers marchere frem i sluttede rader med fløjter foran.
Digte som Liremændene eller • Septemberstormen eller
Enspændervognen er fortrinlige i deres art.
Men han er helt sig selv i prosa, hvor han kan tale uhæmmet
paa tomandshaand med læseren. Han skriver et rundt og rent
sprog, i begyndelsen med lidt af det amerikanske hang til latinske
ord og store omskrivninger. Det føjer sig lindt efter hans stemningerr
holder sin strøm frisk i rustet angreb eller i en spøgende fantasi
og fæstner sig uden tvang i krystaller af vise tankesprog eller vittige
pointer. Og man har ham selv i ordene, uden maske, saa nær, at
man synes, ens haand maatte kunne naa hans.
Holmes kan hverken regnes til de dybeste aander eller de store
digtere. Men tit søger man heller til fjorden end til det brede
hav. Man knæler ikke for ham; vi gaar ikke ind i hans bøger som
i et tempel; han er én, man ærer og holder af, tager til fortrolig
og gærne besøger. Tiden gaar behagelig i hans hus, man lærer
noget og lutres. Han hører til jordens salt. Der er saadan en
sund ligevægt mellem hans lyse intelligens, hans varme følelse og
hans ranke vilje. Han er et helt menneske, paa sjæl og legem, i
alvor og glæde. Det styrker som søbris at møde en saa højt
dannet og harmonisk manddom. Han ligner sine store frodige alme,.
men ikke én at dem, der trængte til en bladparyk. Han staar for
os i tanken som Lowell besang ham:
You’re the old Wendell still to me,
and that’s the youngest man alive.
The gray-blue eyes, I see them still,
the gallant front with brown o’erhung,
the shape alert, the wit at will,
the phrase that stuck but never stung.
Niels Møller.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
