Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Immanuel Ross: Et bidrag til firtiaarenes kulturhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260
sidste aarhundrede, før selv her endel veie var rimelig passable for
-hjulredskab. Ellers bestod lige til dette aarhundrede landets veie
væsentlig af rideveie og fodstier.
Ligefra oldtiden var det tilsøs, at den store samfærdsel foregik
om sommeren. Tillands derimod besørgedes stortrafikken om
vinteren, naar sne og is banede vei paa de fleste steder. Alle de
vigtigste markeder holdtes derlor om vinteren. Saa livlig som trafikken da
kunde være, var dog vinteren lang nok til, at aarets meste nødvendige;
færdsel kunde tilendebringes i denne tid. Vistnok var der ogsaa strøgr
særlig over de høiere fjeldpartier, hvor sne og is ikke fremmede, men
hindrede færdselen; disse strøg var dog de færre. — Alt hvad der
hørte slædefarten til, havde derfor en større udvikling end
hjulredskaberne. Fortrinlige, endog kostbare slæder var der nok af i landet;
reisevogne var derimod den største sjeldenhed.
Saa kom det sidste, det nj^e aarhundrede med nye krav, især
efter at landet var bleven en selvstændig ståt og skulde fyldestgjøre
en saadans fordringer. — Var alle veie da i en hast krævet som,,
hvad man nu kalder tidsmæssige veie, vilde kravet været en
latterlighed og mangfoldig oversteget, hvad folket formaaede. Der var i
det-store ingen anden mulighed end at forbedre de tarvelige veie, man
allerede havde, omlægge dem paa de aller slemmeste punkter og saa
lade de nye og fuldkomnere bygges efterhaanden. Kun saaledes blev
det muligt at magte arbeidet, og endda var det stort nok.
Det er snarere for lavt end for høit regnet, naar hvad der er
kostet paa det hele veivæsen i Norge i dette aarhundrede,
anslaaes til en sum af 200 millioner kroner, — ydet dels i penge, dels.
i personligt arbeide. Naar hertil kommer, hvad jernbanerne,
har kostet, nemlig over 130 millioner, kan man med et rundt tal
anslaa det hele til det vakre beløb af en 330 millioner blot til disse
dele af kommunikationsmidlerne tillands, — paa en befolkning, der i
den længste tid ikke udgjorde mere end omkring iy2 million
mennesker. — Og dette er ydet af et folk, der ved statsforandringens tid
— 1814 — stod fattigt og forkommet ved vanstyre, misvækst og
krig, og som havde at møde lignende krav i mangfoldige retninger,
da det skulde bygge sit hjem ligesom fra nyt af.
Den første kjørevei, der i det hele omtales i landet, er en vei’
mellem Kongsberg og Hougsund ved Drammen, anlagt 1625. Saa
flk man, i løbet af det syttende og attende aarhundrede hist og her
stykkevis kjøreveie i det østlandske og paa de store linier. Men først
i 1789 blev der en sammenhængende kjørevei mellem Kristiania og
Throndhjem, over Dovre. Den var dog paa mange steder ynkelig og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
