Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Immanuel Ross: Et bidrag til firtiaarenes kulturhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
261
farlig nok, saaledes særlig over Morskoven paa Mjøsens østside, ved
Kringen i Gudbrandsdalen og saa det berygtede veistykke „Yaarstien"
nordenfor Dovre., mellem Kongsvold og Drivstuen. — Noget senere
blev der en slags sammenhængende vei mellem Kristiania og Stavanger,
dog afbrudt af fjorde og elve, hvorover der mangesteds kun førte
færger, — og med fæle kiever, hvor der ikke kunde kjøres, og hvor
der var saa steilt, at endnu i 20aarene af dette aarhundrede
„kløvhestene styrtede baglænds, naar de gik opover bakke, og stupte
kolbøtte, naar de gik nedover, hvis man ikke støttede dem ved at liolde
dem i halen".
— Ikke før i 1804 blev den bergenske hovedvei mellem
Kristiania og Lærdalsøren fremkommelig med kjøretøi i sin hele længde.
Dog var det overordentlig slemt, ofte livsfarligt, at passere veien over
Galderne i Sogn og flere andre steder.
Naar tilstanden var en saadan paa de 3 største hovedveie, der
skulde være som kommunikationens pulsaarer i landet, kan man tænke
sig, hvordan den da var paa mindre vigtige linier, og særlig hvordan
l^gdeveiene saa ud; — de var mere som bækkeleier end som veie
og i det store uden broer, saa man red eller, hvor kjøreredskab paa
nogen maade kunde bruges, — kjørte i vandet over aaer og bække.
Hvor disse veie førte over dybere slugter, laa smale, skrøbelige
træbroer, undertiden i steil skraa stilling som laavebroer, — saaledes paa
den berygtede Bykle stig i Sætersdalen, hvor sorenskriver Aas med
hesten styrtede bagover nedaf broen og blev hængende i krattet
nedenfor.
I den første tid efter 1814 lagde man især vind paa at forbedre
veiene mellem Norge og Sverige; senere tog man mere fat paa de
andre veie, fornemlig efter 1824, da veivæsenet søgtes bedre ordnet
ved en i det aar udgivet lov. — Veiene mellem rigerne skulde
efter denne bekostes af statskassen. Oparbeidelsen og
vedligeholdelsen af de øvrige hovedveie skulde paaligge amtskommunerne; dog
kunde, hvor anlægget var for kostbart og byrdefuldt, statskassen gjøre
udlæg af det saakaldte veifond, hvilket udlæg derpaa udlignedes paa
hele rigets matrikulskyld. Bygdeveiene paalaa det tinglagene selv at
bekoste. — Alle rigets veie var underlagt rodemestres, lensmænds
og amtmænds tilsyn og bestyrelse — og regjeringens som sidste
in-stants. Ved større anlæg tilforordnedes teknisk kyndige mænd,
ialmin-delighed officerer.
Veiloven af 1824 traadte ikke ret i virksomhed før i 1826; men
i de følgende 10 aar blev der arbeidet med adskillig kraft. — De ældre
veimestere Krog og Synnestvedt arbeidede i Throndhjems stift, —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
