Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Immanuel Ross: Et bidrag til firtiaarenes kulturhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
søle" og i tørt veir støv. — Man var dengang nylig begyndt med
macadamiserin g; men sønderpukningen af stenen var altfor
ufuldstændig og dækningen endnu mere ufuldstændig, undertiden udført med
dynd fra grøften. Stenfylden laa tildels som „runde kampestene af
to knytnævers størrelse", der gjorde, „at man sønderskagede sin voiture
og sin krop". En bladskriver siger: „Enhver, der har gjort nærmere
bekjendtskab med den norske macadapiisering, krymper sig vist allerede
ved blot at læse opfordring til stenpukning: erindringen om, hvad han
selv, hest og redskab har lidt, og tanken om den nye uforskyldte
tortur, man agter methodisk at berede ham paa veien — mens dog
tortur forlængst er afskaffet for forbrydere —, fylder nemlig hans sjæl
med billig gru." — Og i sin vrede foreslaar manden, at veiopsynet
ved lov paabydes selv at skrangle her ret ofte — helst, hvis det er
gifte mænd, ledsaget af hustruen.
Følgende brudstykke af en samtidig skildring illustrerer kanske
bedst veienes sommertilstand, hvor den „norske macadamisering"
benyttedes: „Paa en vei, hvor ofte ikke uden forsigtighed og ophold
tvende vogne kan passere hinanden, ramler vognen skagende og rystende
frem. De kjørende bliver hvert øieblik slyngede mod hinanden, og en
uafladelig støden lader dem hoppe op og ned, som om de stødte peber.
En konversation forsøges forgjæves, den bliver ialmindelighed afbrudt
ved „hvad behager?", og kan man ved lungernes anstrengelse
lykkeligvis faa antydet noget af, hvad man ønsker at sige, maa det øvrige
suppleres ved formodninger og ideassociationer. Møder man en vogn
og spørger sin nabo: „Kjendte De dem, der sad i vognen?" heder
det naturligvis først „hvad behager?" og efter gjentagelse af
spørgsmaalet faar man et svar omtrent som: „Ja, det var vakre heste." —
Man søger forgjæves at hvile; læner man sig tilbage, faar man hvert
øieblik et puf, hvorved man farer iveiret, og læner man sig til den
ene side — bums — bliver man pludselig hævet (sic) til den anden.
Det knager og brager i vognen, og man sidder i uafladelig frygt for,
at noget gaar itu, og er beskjæftiget med den tanke: nu springer der
vist noget, og sukker saa smaat hen for sig: au, min nj^e vogn!
Arbeidsvogne og kjærrer kommer skranglende frem med sine smaa
læs, og hvad der paa disse forsendes, maa være indpakket" og forseet,
som om det skulde sendes til verdens ende; hvis ikke, vil man efter
tilendebragt reise udpakke stumper og stykker istedetfor hele sager.
Indhyllet i en sky af støv, formedelst det tørre digemuld, hvormed den
norske macadamisering udjevnes, kan man kun som gjennem en taage
se omgivelserne, og medens den kjørende nedsluger støv i svære por-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
