Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Immanuel Ross: Et bidrag til firtiaarenes kulturhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
265
iioner, er den stakkels foclgjænger, som man støver forbi, nær ved at
kvæles" o. s. v.
En anden slem ting ved veiene var, at der paa saa mange steder
fattedes broer, selv paa hovedveiene, og at, man da paa færger —
undertiden blot tømmerflaader — maatte sætte over elve og sund.
Da disse færger var i privat eie, maatte der betales betydelige
færgepenge eller „sundtold". Der hændte her ikke sjelden
ulykkestilfælder, — indtil et halvt snes mennesker kunde sætte livet til paa
en gang.
Saa særdeles mangelfulde veiene end i flere henseender var,
dannede de dog allerede i 1840 et temmelig vidtløftigt net over landet.
De store hovedveie mødtes i Kristiania som et midtpunkt. Paa
østsiden af Kristianiafjorden gik sydover de to veie: til Eredriksstad
og til Fredrikshald og Sverige; — nordøstover gik veien til
Kongsvinger og derfra videre til Sverige; — nordover veien til
Throndhjem, der paa Hedemarken delte sig i to arme: gjennem
Østerdalen over Røraas og gjennem Gudbrandsdalen over Dovre; fra
denne sidste gik en sidevei til V eb lun g s næ s i Romsdalen; —
nordvestover den ældre Bergensvei gjennem Valders over Filefjeld
■og den nye Bergensvei gjennem Hallingdalen (først aabnet 1843)
over Hemsedalsfjeldet; begge forenede sig paa høifjeldet og gik
sammen til Lærdal søren; — vestover veien om Kongsberg til og
gjennem Øvre Telemarken; — sydvestover veien langs kysten
til Stavanger.
Veiene til Fredriksstad og Fredrikshald begyndte med som én
vei lige ved hovedstaden at gaa i en svær bakke over det 400 fod
høie Ekeberg; derpaa kom de tunge Ljabrobakker. Omtrent en mil
fra byen (ved Prinsdal) delte veiene sig. Det forholdsvis flade terræn
sydover gjorde, at de under nogenlunde rimelige bakkeforhold og i ret
god tilstand kunde fortsættes til sine maal. Men begge afbrødes af
Glommen, hvorover der maatte færges; hverken ved Onstadsund eller
Sarpsborg var dengang bro.
Veien til Kongsvinger, som i begyndelsen faldt sammen med
Trondhjemsveien, gik — omtrent én mil fra byen — over den „steile
og stenrige" Gjelleraas, forlod paa Romerike den egentlige
Throndhjems-vei og fortsattes videre østover i en meget tarvelig tilstand over
fleresteds skrøbelige broer og afbrudt af fire aabne sund. Over de to
mindste af disse slæbtes man paa „elendige" tømmerflaader, og
over de to store, Vormsund og Vingersund, førtes man i smaa færger,
der i vintertiden kunde blive opholdt flere timer af ishindringer og
ofte kun med stor fare kom over. Dette var den vei, kongen pleiede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
