Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Immanuel Ross: Et bidrag til firtiaarenes kulturhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266
drage til Norges hovedstad, — en ikke meget kongelig vei. Den
stod ogsaa i uheldig modsætning til dens fortsættelse i Sverige, der
roses af de reisende som meget god og vel vedligeholdt.
Efter paa Romerike at have skilt sig fra Kongsvingerveien gik
Throndhjemsveien nordover til Minne ved Mjøsens sydende gjennem
dels lerede, dels sandige strøg, hvor det var yderst tungt og
ubehageligt. Især stykket mellem Trøgstad og Raaholdt kaldes „den
kjedeligste strækning, man kan passere". Var det godt og tørt veir, sank
hjulene dybt ned i sandet paa de lange furumoer, og havde det regnet,
var veien et ælte, som man med vanskelighed arbeidede sig frem
igjennem. Saa havde man at drage over Minnesundet paa færge
og saa nordover paa østsiden af Mjøsen, en tung vei, fornemlig over
Morskoven, hvis bakker fra gammel tid havde et slemt rygte. Ved
Korsødegaarden paa Hedemarken delte veien sig: i veien gjennem
Østerdalen og veien gjennem Gudbrandsdalen. Østerdalsveien gik
sandet og besværlig opover paa Glommens vestside indtil Vestgaard i
Stor-Elvedalen. Her maatte man paa færge sætte over elven, der,
naar den var stor, var meget vanskelig og farlig at passere.
Undertiden var der ufremkommeligt. Den øvrige del af veieu var, om end
besværlig, dog i det hele ret god. Ved Haga omtrent 372 mil fra
Throndhjem maatte man imidlertid atter paa færge, her over Gulelven,
hvilket paa grund af den sterke strøm ofte var meget risikabelt og
til sine tider umuligt. Omkring 1843 blev dog her bygget bro. Det
sidste stykke, som gik over Byaasen ved Throndhjem, var meget steilt
og ialmindelighed i daarlig forfatning, da det baade paa grund af
terrænet og paa grund af den store færdsel var slemt at holde istand.
Selv før der var kommet dampbaad paa Mjøsen, benyttede dog reisende
mellem Kristiania og Throndhjem sjeldnere Østerdalsveien, uagtet den var
den korteste. Man skræmtes, som det synes, dels ved de slemme sund,
dels ved de længere øde strækninger, blandt andet ensomme skove,
man her maatte drage igjennem. I det hele maa veien ogsaa være
bleven betragtet som tyngre, da der betaltes for flere mil end ad den
anden. Og dog var Gudbrandsdalsveien tung nok, især efter man
havde forladt Lillehammer. Her begyndte man straks paa svære
stigninger, og senere blev det fleresteds værre. Mellem Holmen i Tretten
aneks og EI s tad i Ringebo gik det over voldsomme bakker og kiever,
hvor man selv for lettere vogne maatte bruge forspand af
reserveheste, — ligesaa over den svære og farlige Rusten mellem Laurgaard
i Sel og Hougen i Dovre aneks. Men endnu værre var dog paa den
anden side af Dovrefjeld veistykket mellem Kongsvold og Drivstuen.
Her var det viden berygtede „Vaarstien", et trangt fjeldpas paa om-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
