Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Immanuel Ross: Et bidrag til firtiaarenes kulturhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
267
kring 1 mils længde, hvor det gik op og ned i de steileste klever med’
afgrunde ved siden, hvor en 2—8 mand maatte ledsage en vogn med
haandspager for at lempe hjulene opover de værste punkter og med tauge
for at holde igjen nedover bakkerne, og hvor man selv for kariol
brugte forspand og dog behøvede 4 timer for at tilbagelægge denne
station paa I74 mil. Engelskmanden Mr. Laing, som i 1834 drog fra
Kristiania til Throndhjem og fuld af begeistring ser alt i Norge i et
rosenrødt lys (han reiste midtsommers), har intet dadlende ord at sige
om veien, før han naar til Vaarstien; men her studser han og giver
lidt ondt fra sig. Han havde ekstrahest til at hjælpe hans „pony" ;.
men „begge kunde neppe klavre op og ned med kariolen". Ogsaa
her finder han dog anledning til at prise Norge; han tilføier nemlig:
„Alene norske heste kunde komme frem over denne vei." A. 0.
Vinje, som i 1860 vandrede den gamle „Vaarsti", efter at i 1854
magelig vei var lagt langs Driva, siger: „Eg maa seja, at det var
den galnaste og styggaste aalmanveg eg enno hever farit paa. Det var
reint utruleg, at folk kunde koma fram der kjøyrande, og at ikje
kvérannan mann vardt ihelslægjen af stein og skrida elder siglde til
afgrunns i snjo og°svoll haust og vaar og vetrstider." — Det sidste stykke
af Gudbrandsdalsveien faldt sammen med Østerdalsveien, med hvilken
den forenede sig nær Vollmn i Horrig aneks.
Mens man i det hele ikke klagede saa haardt over
Throndhjems-veien, synes klagerne at samle sig sterkt om Ber gen sveien, baade
den gamle gjennem Valders og endnumere den „nye" gjennem
Hallingdal, hvilken vei igrunden ikke var ny i anden forstand, end at den
ved anlæg af kjørevei over Hemsedalsfjeldet (færdig 1843) var sat i
forbindelse med Bergensveien over Filefjeld og saaledes ogsaa gav
adgang til Lærdalsøren. Begge disse veie udgjorde ét paa det første
stykke nær Kristiania: — Opover Bærum gik det besværlig, bakke
efter bakke, og naar man saa naaede Krogskoven og Krogkleven blev
det endnu værre. For vogn maatte man her bruge forspand. Det
var slemt baade op og ned. En reisende (Konow), der gav en skildring
af sin tur til Bergen i 1845, siger: „Turen nedad de steile,
fjerdinglange Krogklevsbakker gjorde jeg for sikkerheds skyld tilfods og kom
da helskindet frem til Sundvolden; anderledes gik det i 1844 den
stakkels N. N., der var dristig nok til at ville kjøre nedad bakkerne."
Nævnte N. N. satte nemlig livet til her. Men saa ilde var her dog
ikke, at man jo ialmindelighed kunde sidde i sit kjøretøi. I
Norder-haug delte veien sig: Valdersveien gik nordover paa Randsfjordens
østside, — Hallingsdalsveien nordvestover mod Krøderen.
Valdersveien var i det hele nogenlunde god og forholdsvis let, til man naaede-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
