Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Immanuel Ross: Et bidrag til firtiaarenes kulturhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
Aurdal; men her blev det ilde: Mellem Bruflat og Frydenlund havde
man et særdeles besværligt stykke paa 1y3 mil — over den høie
Ton s aas, hvor det især om vaaren var fælt at komme frem paa
grund af de mægtige snemasser, som samlede sig her i vinterens løb.
Havde man ikke reservehest, kunde man vanskelig tænke paa at
sidde i opover disse bakker — selv med kariol. Engelskmanden
Mr. Forrester, som fra Lerdalsøren drog østover her sommeren 1848,
kalder dette stykke en haardere prøvelse end nogen, han havde
udstaaet under passagen over Filefjeld, og dog havde man der adskillige
prøvelser, om end forholdene var meget bedre end i 1840. Om veien
op Tonsaasen siger Mr. Forrester: „Bakkerne er fortvivlet steile, idet
stigningsvinkelen ofte er 60 grader (! umuligt). Det var med den
største vanskelighed, at den tomme kariol blev slæbt op nogle af
høiderne. Jeg gik hele veien." —Videre opigjennem Valders var veien
afvekslende nogenlunde let og særdeles besværlig. Især var stykket
over Kvam s kleven i Vang et af de værste i landet. Saa steg det
fremdeles tungt op mod og over Filefjeld. Men de største
vanskeligheder var dog samlet paa den vestlige side af fjeldet, hvor det synker
forholdsvis kort og steilt ned mod Lærdalsøren. Fra gammel tid liavde
rædsomme skildringer samlet sig om dette parti, og om end forholdene
var noget bedre ved aar 1840, var her dog saa ilde, ja naar issvul
lagde sig, saa farligt, at der til sine tider var næsten ufremkommeligt
Ved Borgund var det berygtede „Vindhellen", en frygtelig høi og steil
bakke op og ned, hvor veien gik næsten ret over en fjeldryg, der stikker
tvers over dalen. Længere fremme, nær Husum, var det end mere
berygtede veistykke over Galderne, hvor i tidernes løb ikke faa
ulykker er hændt. Den gamle vei her fra middelalderen var bleven
omlagt omkring 1800, men gik endnu væsentlig paa samme sted
paa nordsiden af Lerdalselven med svære stigninger høit oppe paa
den bratte fjeldside, mens elven bruste nedenfor i afgrunden. Veien
var saa bråt og tung, at heste undertiden ikke magtede at trække
op selv et lidet læs, hvorfor det hændte, at de gled tilbage og
styrtede udfor ned i elven. Dette indtraf baade i 1843 og 1844.
Da veien var udsat for at bedækkes med issvul, blev den i
vintertiden dobbelt farlig. Fra Lerdalsøren drog man paa baad til
Gudvangen, saa naturligvis gjennem Nærødalen og op Stalheimskleven,
der dengang gik næsten ret op og i 1840 af ingeniør Johnsen ligefrem
kaldes ufremkommelig for kjøretøi; — saa siden over Vos til Evanger
og paa baad over vandet her. Naar dette paa grund af menis ikke
kunde passeres, maatte man ad „Haamandskleven" over det høie fjeld
„Vindeggen" (IV4 mü) til Bolstadøren. Hindrede menis ogsaa i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
