Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Immanuel Ross: Et bidrag til firtiaarenes kulturhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
269
den trange Bolstadfjord, maatte man x/2 mil over „Tøssefjeld" til
Dalseidet, — saa vandvei til Garnæs og videre ad en taalelig landevei
til Bergen.
Veien gjennem Hallingdalen var i det hele en meget slem og
daarlig vedligeholdt vei. Kort efter at den i Norderhoug havde
skilt sig fra Valdersveien, førte den til Hønefossen, hvor man paa
færge tog over Kvernebergsimdet. Derpaa havde man afvekslende
fæle bakker og nogenlunde let vei, til man kom til Krødren, hvor man
atter maatte over i færge. Snart frembød der sig igjen frygtelige
bakker mellem Sorte berg i Krødsherred og Gulsvig i Flaa.
Mellem dette skifte og det næste var det omtrent ligedan, og her passerede
man den fæle „Strindebergsklev" (omlagt i 1845). Noget længere
fremme — mellem Sevre og Næs — var en lignende urimelig klev,
„Beiakleven" (omlagt 1850). Men værst blev det dog, efter man
havde naaet Hovtun øverst i Næs; "derfra og til Tuv i Hemsedal (3y4.
mil) gik det over stupbratte bakker og kiever, hvor man ikke med nogen
rimelighed kunde sidde i kjøretøiet hverken op eller ned. Ved Tuv
begyndte den nye vei over Hemsedalsfj eldet, der stødte til Valdersveien
i nærheden af Hæg paa vestsiden af Filefjeld. — Det var ikke blot, at
Hallingdalsveien i det hele havde yderst uheldige stigningsforhold, saa
det kunde siges, „at den af princip syntes ført over netop de
allerbratteste punkter"; men den v dr ogsaa for største delen yderst slet
vedligeholdt. Den var egentlig en bygdevei; men da Hallingdølerne —
ved anlægget af kjørevei over Hemsedalsfj eldet — mente, at hele
veien skulde ophøies til vei af første klasse og saaledes væsentlig
istandsættes af staten gjennem bidrag af veifondet, var de uvillige til
endog at vedligeholde den som bygdevei og lod den rent forfalde,
„til liden ære for veistyrelsen". Den tidligere nævnte bergenser, der
i 1845 drog opover her, siger: „at veistyrelsen til straf burde
for-pligtes til at kjøre denne vei ret ofte, for at den kunde faa et begreb
om, hvilken ubegribelig mængde og i de bratte bakker tildels
farlige-huller og store stene paa denne vei opholder den reisende." Man
synes ikke at have kunnet tænke sig en mere virkningsfuld straf.
Fra Kristiania over Paradisbakkerne til Drammen og derfra til
Kongsberg gik gammel vei; stykket fra Hougsund til Kongsberg
var endog, som tidligere nævnt, det ældste oparbeidede veistykke i
landet (fra 1625). Videre vestover gjennem Thelemarken var der før
1840 kun delvis færdig vei. Det var et anlæg, som netop holdt paa
at udføres i denne tid.
Veien sydover langs kysten til Stavanger var i sin helhed meget
tung, om end nogenlunde vel vedligeholdt. Den store vanskelighed ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
