Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernest Hello: Det middelmaadige menneske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291
Han* vil gjentage, at man overdriver. Han vil foretrække en kjølig
modstander for en begeistret ven. Thi han hader intet saameget
som varme.
Det middelmaadige menneske kjender kun én lidenskab: had
til det skjønne. En almindelig sandhed vil han maaske oftere
gjentage i den almindelige tone. Men udtaler man den samme
sandhed paa en glimrende maade, saa vil han fordømme den, fordi
han deri vil møde det skjønne, sin personlige fiende.
Det middelmaadige menneske elsker de forfattere, som hverken
siger ja eller nei i noget spørgsmaal, som intet paastaar, som skaaner
alle fiendtlige meninger. Han liker paa engang Voltaire, Rousseau
og Bossuet. Han tillader, at man fornegter kristendommen, men det
maa ske i en høflig form, med et vist maadehold i udtrykket. Han
har en vis forkjærlighed for rationalismen og merkværdigt nok?
ogsaa for jansenismen. Han sværmer for den savoyardiske vikars
troesbekjendelse. Han finder enhver bestemt paastand uforskammet,
enhver bestemt paastand udelukker sin modsætning. Men er man
lidt for og lidt mod enhver sag, da vil han finde en klog og
maade-holden. Han vil beundre tankens finhed og sige, at man har talent
for overgange og schatteringer.
For at undgaa den bebreidelse for intolerance, som han selv
gjør enhver overbevisning, maatte man give sig den absolute tvil
i vold; men man bør heller ikke nævne tvilen ved sit rette navn.
Man maa give den skikkelse af en beskeden anskuelse, som ogsaa
tilsteder modanskuelsen dens ret, som synes at sige noget og dog
slet intet siger. Til enhver sætning maa man tilføie en dæmpende
eftersætning: „som det forekommer mig, om jeg saa tør sige, om
jeg faar lov til at udtrykke mig saaledes."
Det middelmaadige menneske i virksomhed, i sit arbeide, gaar
altid omkring med en frygt: angsten for at kompromittere sig.
Han udtaler enhver tanke med et forbehold, en skyhed, en
forsigtighed, som om han var bange for at ryste verden med sine
altfor dristige ord.
Det middelmaadige menneskes første ord om en bog gjælder
altid en detalj, for det meste en detalj i stilen. „Den er godt
skrevet," siger han, dersom stilen er flydende, lunken, farveløs,
forsigtig. „Den er slet skrevet," siger han, dersom livet pulserer
i verket, dersom det har sit eget sprog. Han elsker den
upersonlige litteratur, han hader bøger, som tvinger til tænkning. Han
elsker de forfattere, som ligner alle andre, hvis manér han er vant
til, som gaar ind i hans ramme, hvis bøger man kan udenad, før
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
