Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thoralv Klavenæs: Paa hjemveien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298
aften, inden jeg kommer frem. Men da jeg først sidder i karjolen
med hunden under skvætlæderet, føler jeg trang til at hvile. Og
jeg har ikke kjørt længe, før karjolens korte, jævne diss paa den
slette chaussé gynger mig i en halvbevidst døs.
Jeg sover, og dog er jeg vaagen. Taler skydsgutten til mig,
svarer jeg straks og uforceret, eller passerer vi noget af interesse,
iagttar jeg det med alle sanser’. Mit legeme sidder sammensunket
i karjolen som blødt ler, men i min sjel er naturens store tone
endnu ikke død. Den ringer stille og melankolsk og holder hver
evne vaagen.
Stabbestenene glider forbi mig paa veien som lodne, neiende
tudser. Jeg vender som mørkets fyrste hjem fra togt og mødes af
mine tjenere med ærbødig hilsen. De danner espalier paa veien
til mit slot. Men bag min ryg føler jeg dem rotte sig sammen til
grin efter sin hjemvendende herre. Det er tjeneres vis.
„Her har en gut engang hængt sig," siger skydsgutten, idet
vi passerer gjennem et skogholt.
„Jasaa. Døde han?"
„Jagu’ dau’ an."
„Ja, naturligvis. Men hvorfor hængte han sig?"
„Han kun ’te faa den, han vilde."
Den gamle historie naturligvis —?
„Hvorfor kunde han ikke det?"
„Forældra hendes vilde inte."
„Og søster og bror og onkel og tante —?"
„Aajau, heile kula."
„Saa hængte han sig?"
„De fandt ’en etpar dage efter hendes brøllop."
Ganske rigtig: den gamle historie!
Hesten gaar i sit lune dilt henad chausséen og karjolen disser.
Den gamle historie. Forældrene holdt datteren for god til at
bli lykkelig, og slegtningerne hjalp til. Pigebarnet slog om sig.
Men troldene, der havde lugtet kristent blod, slåp hende ikke, før
hun selv var viet til en anden, og hendes gut hang i træet. Da
samledes de om bordets glæder med presten i spidsen, der nedbad
Guds velsignelser over det unge egtepar. „Hellige fader, du som
har indstiftet egteskabet, velsign du deres pagt," sa presten.
„Han gaar forresten igjen," siger skydsgutten.
„Ja, det er jo rimeligt," svarer jeg uden dog egentlig at ville
svare netop saaledes.
„De faar inte fred for ’n."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
