Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mac Coll Malcolm: Til belysning af det armeniske spørgsmaal - IV. Gjestevenlighedens skat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
323
kvinderne er hjemfaldne til de muselmanske gjester: politibetjente,
sol–dater eller vagabonderende dervischer.
Dette kan synes utroligt for læseren og europæiske reisende, ja
endogsaa for embedsmænd, som er lidet fortrolige med det
muselmanske system og administrationen, som ganske naturlig bidrager til at
gjøre mændene eftergivne og kvinderne føielige og umoralske.
De, hvis opgave det er at beskytte liv og eiendom, er selv
graadige og umoralske undertrykkere. Her er et eksempel paa den maade,
hvorpaa det tyrkiske politi udøver sin „moralske indflydelse"; det staar
at læse i en rapport af vicekonsul Sankey fra Kustendje i 1867: „Den
laveste politibetjent, som famler og skjælver for en mudir, blir en
tyrannisk satrap, i samme øieblik man sender ham i et officielt erende
til en kristen landsby, han nedsætter sig i det bedste hus, negter sig
intet og skatter huseieren efter eget behag."
Hvad tyrkophiler og uvidende reisende sagde om bulgarerne for
atten aar siden, hører man nu ofte gjentaget om armenierne, tiltrods
for den glimrende maade, hvorpaa bulgarerne har tvunget sine
bagtalere til taushed. Griv armenierne midler til at forsvare sig selv og til
at udvikle sine store egenskaber, og man skal se dem kappes moralsk
og intellektuelt med et hvilketsomhelst europæisk land.
Men lad os komme tilbage til gjestfrihedsskatten, hvis tilværelse
neppe er kjendt i Europa. Nassau senior træffer, efter en omhyggelig
undersøgelse af spørgsmaalet, sømmen paa. hovedet i følgende ord:
„Foruden de store, vanlige tyverier af de mægtige tyrkere, er
der de smaa plyndrerier af den lille tyrker. En af disse trænger med
beltet garneret af pistoler ind i en rajah’s hus. Han tilkalder
husherren, som maaske er landsbyens høvding, og byder ham at holde sin
hest, han træder ind, sætter sig og befaler kvinderne at tænde piben
for sig. Alle døtrene flygter og skjuler sig i sideværelser
eller hos naboerne. Naar han har røgt sin pibe ud, forlanger han
en høne, man svarer ham, at man har ingen, med nogle slag faar han
den dog, med nogle til faar han brød og vin. Hvorfor kan han
ustraffet opføre sig saaledes? Fordi han er bevæbnet og er alene om
at være det. Dersom rajah’erne ogsaa var bevæbnede, eller dersom
tyrkerne ikke havde ret til at være det, vilde disse plyndringer
ophøre."
Afdøde Sir Henry Layard, som man ikke kan mistænke for
fordomme mod tyrkerne, talte i følgende udtryk om den tyrkiske
administration i Armenien og nabolandene:
„Synet af en fez og en tyrkisk soldats velkjendte kostume er
■signalet til en almindelig panik. Kvinderne gjemmer sig i den skjulteste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
