Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mac Coll Malcolm: Til belysning af det armeniske spørgsmaal - IV. Gjestevenlighedens skat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324
krog for at undslippe fornærmelser, mændene løber ind i sine huse og;
gjør en svag modstand mod angrebet paa deres eiendomme".
Doktor Badger fortæller os som en kjendsgjerning, som han
personlig har erfaret, „at kvinder styrter sig i Tiger for at undgaa
vanære", medens den tyrkiske regjering modsætter sig enhver forholdsregel
mod disse røvere, der saaledes forgifter en dydig befolknings liv. Men,
vil man sige, dette er ting, som er hændt for længe siden; forholdet
har kanske forbedret sig senere. Lad os da tage en beretning fra en
senere tid. I en bog af Reverend Dr. Wight, chef for den irske
presbyterianske mission i Damask, udg. i 1877 finder jeg følgende
passus:
„Det er ikke med vildt raseri, at tyrkerne ødelægger, det er med
ro og i fuldstændig overensstemmelse med sine vaner og sin religiøse
tros love. Tendensen i disse love er at korrumpere, pine, ødelægge. . . .
Jeg har kjendt kristne egtemænd, som blev snigmyrdede, fordi de
vergede sine hustruer. Mit eget hus har været tilflugtsted for en
smuk kristen kone, som blev forfulgt midt i landsbyen som et daadyr
af en tyrkisk gouvernør, der talte fransk og gav sig mine af en
civiliseret mand. Der er næsten ikke den landsby i det tyrkiske rige,,
som ikke har sin tragedie. Der er næsten ikke en kristen familje,
som ikke kan fortælle om rædselsminder, som tanken eller ordet negter
at gjentage."
Følgende eksempel paa den maade, hvorpaa gjestevenskabet
realiseres, vil give læseren et begreb om det jordiske helvede, hvori
sultanens kristne indbyggere er nødt til at leve. Times tyrkiske
korrespondent fortæller (7de- febr. 1877): „Juledag 1876 ankom en
zaptisch (o: en politimand) til landsbyen Brankkorsti; han vilde tage
ind hos en af indbyggerne, som havde to unge, meget vakre døtre.
Landsbyhøvdingen, som er nødt til af skaffe logi, indvendte, at der
allerede var to muselmen i dette hus, at der ikke var plads, men
at han skulde skaffe et andet. Som svar paa denne fornærmelse slog
politimanden til landsbyhøvdingen, derpaa satte han sin hest i stalden,
tog bidslet og sadlen af den og kastede dem paa ryggen af høvdingen,
som netop var fuldt klædt til en gudstjeneste. Zaptischen sprang
derpaa op paa hans ryg og førte ham paa denne maade gjennem hele
landsbyen, idet han tvang ham til at gaa over de vandpytter, hvor
der var mest søle. Da han endelig var kommen frem til det hus,
høvdingen havde fundet for ham, stansede han, steg ned og var snart
omringet af en undrende mængde, som dog ikke vovede at gjøre nogen
bemerkning. Zaptischen bød derpaa sin vert at bringe et fang hø,
og da den stakkars mand gjættede hans hensigt og indvendte noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
