Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Conrad Alberti: Gallien i Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338
sandselighed, som undskylder sig ved forekommende høflighed mod
kvinden, naturlig evne til at føre en samtale, talent og tilbøielighed
til let improvisation i vers og sang, behag i spøgende udfordringer
og dueller, et udslag af sirlig selvbehagelighed — kortsagt den
fulde indsats af personligheden, temperamentet tilsynekommet i det
smaa og det daglige ansees i regelen som de vigtigste kjendemerker
for gallisk væsen. Endnu den dag idag heder en let og fri spøg
paa fransk gauloiserie, og Frankrig ærer endnu i Rabelais, den
djærve spotter og utrættelige bekjæmper af lærd sneverhjertethed,
den galliske gjenlødelses fader.
Det galliske urvæsen ytrer sig i den franske kulturudvikling
ganske særlig ved den sterke forkjærlighed for to genre: memoirer
og chansons. Den franske litteratur, som er saa fattig paa gode
historiske verker, er rig paa udmerkede „erindringer". Aulus
Gellius, den første klassiske samler af historiske anekdoter, er
gjennem Favorinus ganske næret af gallisk aand og er sandsynligvis
selv galler. I Tyskland er han den dannede verden omtrent
ubekjendt, i Frankrig er han yndet som Cicero og Horats, og en
uafbrudt aandelig kjede slynger sig fra „De attiske nætter", lige
til „Brødrene Goncourts dagbog". Men allerskarpest og
eiendommeligst viser den galliske aands nyblomstring sig i chanson’ens
gjenopstandelse. Hele Paris gjenlyder atter af gode og originale sange,
som en klog kunstnerindes lystige indfald bærer ud til
leiekaser-nernes gaardspladse.
La chanson er noget ganske andet end den almindelige gadesang
og visen. Gadesangen har hos alle nationer samme karakter.
En meningsløs tekst til en plat melodi, som tilsammen morer
masserne ved sin intetsigende dumhed, bag hvilken man ikke engang
søger en mening; og naar den komiske Max Nordau oprøres over
den nyeste parisiske gadesang: „En voulez vous cles Z’homards? Ah les
sales hetes", maa man ha lov til at spørge ham, om „Schaffner,
lieber Schaffner", „Fritz Weber liat’n Kreber" eller „Gina, du
deilige mø" egentlig kan siges at være meget aandrigere.
Visen, den germaniske tolkevise, er helt igjennem forskjellig
fra chansonen. Og franskmændene kalder den derfor le lied.
Visen er følsom, den blander spøg og smerte om hinanden,
franskmændene er enten lystige eller traurige, og begge dele meget sterkere
end germaneren, indtil galskab; — for de blandede sjelestemningers
fine charme mangler han organet. Visen bevæger sig i
psycholo-giske sprang, den gir kun hovedmomenterne, og selv disse ofte
tilslørede, i symboler og billeder. Franskmændene lægger vegt paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
