Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Conrad Alberti: Gallien i Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
339
den klare -og nøgterne udvikling, paa over askende overgange, og
selv den gamle, barske chanson om Jean Renaud, som kommer
den tyske folkeballade nærmest i karakter, bar dog i sin knappe
steilhed meget mere sit forbillede i de skotske blodviser.
Le Irançais n’est pas lyrique, siger den nyeste franske
litteraturhistoriker Lanson. Det er ærligt, maaske for strengt. Intet
hindrer os i at antage, at der før romernes og kristendommens
indbrud i Gallien har bestaaet en lignende glimrende viselitteratur
som den, Scherer antager for det hedenske Tysklands vedkommende.
Den romerske pathos, — især halvspanjeren Senecas, hvis
indflydelse paa verdensudviklingen endnu ikke paa langt nær er vurderet
høit nok, maatte virke omdannende paa gallernes medfødte
sproglige sans; der opstod den tilbedelse af frasen, som gav chansonen
dødsstødet og den alvorlige franske litteratur sit præg lige til ind
i Hugos dramaer, i hvilke der endnu sprudlede spansk blod,
ligesaalidt som hos Seneca, ja lige til de yngste sonnetter af
franko-spaniolen Hérédia, Denne frasekultus, der hos alle, hos hvem den
romersk-spanske indflydelse blander sig med det sterkt galliske
urelement af lystighed, forvandlede sig til esprit, den galliske
munterhed hos en Sardou eller Dumas, som ler i antitheser og
sceniske kombinationer.
Hertil kom kirken og tilintetgjorde i Gallien, som senere i
Germanien, de hedenske litterære mindesmerker, hvor den kunde,
og overalt rev rødder og spirer ud af den frugtbare jordbund; en
frygtelig, grusom politik, men, som man maa indrømme, den klogeste
og den eneste, som kunde garantere varig virkning. Allerede i
det sjette aarhundrede er latin det almindelige litteratursprog, i det
tiende har af de fire omtalte elementer det nye franske sprog dannet
sig; de gamle chansons vilde ikke længere være bleven forstaaede,
selv om de havde overlevet ødelæggelsen. Kun i vesten og syden
havde der endnu holdt sig spor af den gamle kelteraand. De raa
fiskere fra det fjerne Bretagne udelukkede sig trodsig og søgte
ingen indflydelse udenfra. Først de moderne pariser chansonniers
begynder nu at opsamle deres halvt forsvundne poesier og melodier.
Men den keltiske reaktion i de sydlige bjerge blev baaret til graven
med albigenserbevægelsen, som mere var en national end en
religiøs strømning. Alligevel lod den galliske aand og dens chansons
sig ikke strax undertrykke, de levede videre i middelaldrens
henrivende smaa chansons de toiles, hvis digtere ikke nævnes af noget
pergament, og hvis friske mangfoldighed dengang ikke lokkede
nogen lærd til at samle; de fornemme kjendte dem kun, naar det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
