Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Litteratur - Gerhard Gran: Arne Garborg: Haugtussa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•358
Og fri og glad og reint som kjend ho blir
og svaller med i - denne gode Trygdi;
han hev kje denne halve, kalde Plir
som desse tunge Grutar ned i Bygdi.
Og han følger hende paa vei ind i fjeldet, hvor hun skal gjete,
og han fortæller hende om alt det, de ser omkring sig, og
hendes-unge hjerte aabner sig for ham mere og mere. Men tiden gaar
— — — — — dei tenkja maa paa Klokka.
Det er alt seint, ho er vist mote sju,
For sidste Gang han helser Sau og Ku,
og kjæler for den blide „Dokka".
So maa han gaa. Aaleine stend ho der.
Men Dokka fekk fra same Stund ho kjær.
Hendes kjærlighed er som naturbarnets, ubetinget og
altopslugende, hele hendes væsen er fyldt til randen af den nye følelse, der
er frisk som det salte hav og dyb som det. Endnu ved hun ikke,
at der er noget sligt som falskhed og svig i verden.
So væl ho veit, han aldri svika kan,
uui det kjem gode Dagar eller vonde;
han veit, at daa ho aldri liva kande,
men sokk og dreiv som kalde Lik i land.
Men Jon, den snilde guten, er ikke snildere end saa mange andre;
Veslemey har ikke hverken guld eller gaard, hende glemmer han snart,
og hun faar høre, at han vanker paa friervei til „sjolve rike Megga
ifraa Aas". — Fra den stund er al livsens glæde i Veslemey slukket.
Som Fuglen, saared under varme Veng
so Blode tipper lik den heite Taare,
ho dreg seg sjuk og skjelvande i Seng
og vrid seg Notten lang i Graaten saare.
Det slit i Hjarta og det brenn paa Kinn.
Nu maa ho dey; ho misste Guten sin.
Nu da Jon har sveget og fodfæstet derved er rykket bort under
Veslemeys fødder, kommer alle livsens onde magter og strides om
hende; i et ganske overordentlig interessant afsnit af fortællingen, „Paa
Skarekula", som dog hist og her skjæmmes af altfor paatagelige
allusioner til døgnets strid, er Veslemey gaaet i berg. Med
struttende, grotesk fantasi fører digteren os ind i denne verden af
haug-trold og bergtrold, det yrer og vrimler omkring os i en sand
äanse-macabre; dybere og dybere trænger vi ind i jordens indre, til vi stanser
i Gnavlehol, hvor den gamle Gumle kvæder sit Gumlemaal, der med
genial sprogsans er formet over det gamle Vçluspå. — Veslemey
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
