Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Worm Müller: „I skulle aldeles intet sverge“ - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•375
„Jeg er saa bange — jeg er saa bange — kan jeg ikke
blive fri?"
„Umuligt!" raabte Bull og sprang op. „Møder De ikke, blir
De hentet og maa betale bøde ovenikjøbet. Desuden kan Deres
vidnesbyrd blive af største betydning for min sag."
Ogsaa jeg ry sted paa hovedet til det bønfaldende blik, hun
sendte mig. Men hendes fortvilelse skar mig i hjertet. Bull
forekom mig i dette øieblik som en bøddel, der med sin store, tykke
krop lagde sig over hende og knuged hende tildøde, og jeg følte
mig medskyldig i hans forbrydelse.
Imidlertid tvang hun sin graad tilbage. Hun reiste sig op,
pudsed næsen, tørred øinene og forsøgte at smile.
„Det var ret!" sagde Bull. „Man skal da ikke hænge med
nebbet, naar man ikke har gjort noget galt."
Men disse ord bragte atter bevægelsen op i hende.
„Jeg har en følelse af, at jeg ikke slipper levende fra den
historie," sagde hun hen for sig med en kvalt lyd i stemmen.
Denne ytring irriterede mig og jog ganske den bløde stemning,
hvori jeg befandt mig, paa flugt. Det var jo det rene hysteri. Og
ieg sagde saa afmaalt og strengt som muligt:
„Ethvert medlem af samfundet kan komme i den casus at
maatte optræde som vidne. Det har tusinder gjort før Dem, og
tusinder efter Dem vil komme til at gjøre det. Har man sin
samvittighed ren og fri, er det en sag, ligesaa enkel og grei som den
ting at vaske sig eller spise sin middagsmad."
Med disse ord gik jeg efter først at have formanet dem til
ikke at komme for sent.
III.
Da jeg ved 11-tiden traadte ind i rettens venteværelse, der
var fuldt af bønder og anden tingsalmue, som lugted ondt, var min
klient med sine vidner placeret paa en bænk henne i et hjørne af
stuen. Bull talte høit og støiende paa rigtig gjøglermaner. Jeg
hørte, han kom med vittigheder om falsk ed og lignende. Han
tænkte paa at låve sig en næringsvei i den branche, fortalte han.
Hans to mandlige kolleger lo og fjased med ham. Men hun sad
stum og stille med blege læber, og jeg ligefrem følte, hvorledes
hvert af hans ord voldte hende pine. Hendes store, blaa øine flakked
hvileløst omkring, og hvert øieblik aabned hun munden, som om
en usynlig haand klemte hende om struben. Da hun opdaged mig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
