Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Worm Müller: „I skulle aldeles intet sverge“ - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•376
reiste hun sig straks. Jeg behøved ikke engang vinke paa hende.
Hun puffed ganske let den nærmestsiddende af skuespillerne i siden
— uden at vende sig mod ham — og fulgte efter mig, stadig med
øinene fæstet paa mit ansigt, som en fugl, der flyver ind i gabet
paa en slange. Jeg sendte hende et smil for at indgyde hende
mod. Hun forsøgte at gjengjælde elet, men det blev bare til en
trækning ved mundvigerne, som om hun vilde briste i graad.
Ogsaa i tingværelset var der mange folk. En vidneførsel var
netop forbi, og efter min ventedes en ny.
Ud fra sagførerværelset kom alle sagførerne og stilled sig op
for rigtig at tage’ de fremmede fugle i øiesyn. Jeg følte mig som
manden for det hele og hilste paa mine kolleger med smil og nik.
Direktør Weber med sin sagfører havde allerede taget plads
paa venstre side indenfor den halvrunde skranke foran dommerens
bord. Nu stilled jeg mig op til høire med Bull, og efterat de
nødvendige formalia var overstaaet, førte jeg vidnerne frem.
Hun var første vidne.
Navn? — Emma Velde. Fødested? — Sorø i Danmark.
Alder? — 23 aar.
Efter tur opgav de to andre vidner ogsaa sine navne. Dem
har jeg, som sagt, for længesiden glemt.
Dommeren kom nu med den sedvanlige formaningstale,
hvorpaa mandfolkene foreløbig permitteredes. Saa begyndte
eksaminationen af jomfru Velde. Jeg flk derunder anledning til for tiende
gang at beundre, hvor sindrig mine spørgsmaal var lavede. De
maatte absolut fremkalde svar, der var i min klients favør.
Og jomfru Velde svarte netop, som jeg havde beregnet. Hendes
røst var klar og tydelig, med en svag skjælven paa bunden, der
gav den en dobbelt charme. Hun stod med løftet pande og saa
dommeren lige ind i ansigtet. Hendes øine slugte den mindste
bevægelse af hans læber. Gjennem gardinet skar en bred solstribe
sig ind i rummet og flk hendes lysegule krøller til at skinne som
en glorie. Hun gjorde indtryk af i næste nu at ville svæve bort
over hovederne paa os allesammen.
Da hun var færdig, blev samtlige spørgsmaal og hendes svar
læst op for hende. Hun afbrød flere gange, gjentog, hvad hun
havde sagt, rynked øienbrynene og tænkte sig om, som om hun
vilde rette paa det; men hun endte hvergang med at erklære det
for rigtigt.
Derpaa reiste dommeren sig op fra sin stol og spurgte:
„Sverger De, at De i denne sag har talt sandhed?"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
