Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Worm Müller: „I skulle aldeles intet sverge“ - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•380
levende herfra, hvis De ikke sverger!" . . . Tilsidst syntes jeg
ikke, eier var nogen anden udvei, og løfted haanden. Men
idet-samme lød der et forfærdeligt tordenbrag, og alting forsvandt rundt
omkring mig — salen og menneskene og De selv. Jeg var ganske
alene paa en øde hede, som jeg ikke kunde se grænser for paa
nogen kant. Skjønt jeg var træt indtil døden, maatte jeg alligevel
løbe af alle kræfter. Ti bag mig ruiled der frem en tæt,
uigjennnem-trængelig taage, som ikke for nogen pris maatte naa mig . . . Aa,
vidste I blot, hvilke lidelser jeg har gjennemgaaet i de sidste dage!
. . . Hvorfor, hvorfor kunde I ikke ladet mig ifred!"
En gysen gjennemför hende, og hun brød ud i hulken. Jeg
saa nu, hvor ophidset hun var, og forstod, at hun hidtil kun med
anspendelsen af sine yderste kræfter havde holdt sin bevægelse
tilbage. I min raadvildhed vidste jeg ikke andet end at lægge min
haand paa hendes. Den var brændende hed. At jeg ikke straks
havde set, hvorledes feberen flød flammende gjennem hendes aarer! . . .
Jeg sprang op for at hente en læge. Hun bad om at maatte
slippe.
„En læge kan intet gjøre — desuden er han saa dyr."
Jeg forklared hende, at pengespørgsmaalet kunde hun ganske
rolig overlade til mig. Og da hun fremdeles rysted paa hovedet,
vælted eier ud af mig en strøm af ømme, lidenskabelige ord. Hun
saa paa mig med øine, der allerede var omtaagede af feberrusen,
tydeligvis uden egentlig at forstaa, hvad jeg mente. Pludselig reiste
hun sig og sagde jamrende:
„Gaa — jeg er bange for Dem!"
Fortvilet og sønderknuset styrted jeg paa dør og løb i fuld
fart efter den nærmeste læge. Da jeg dagen efter spurgte til hendes
befindende, laa hun sansesløs hen, i hidsig feber. Ingen maatte
komme ind til bende. I slutten af ugen døde hun.
Hotelpigen kom op paa kontoret og meddelte mig det. Jeg
havde hver dag sendt blomster og vin ned paa hotellet, saa det
var jo rimeligt, at jeg var den første, der fik det at vide.
Budskabet modtog jeg med en alvorlig, men rolig mine. Jeg fatter
imidlertid ikke, at jeg kunde staa og gaa og] opføre -mig som
sedvanlig. For i de dage leved jeg ikke . . .
Det var vel livets mange smaalige krav og hensyn, som bragte
mig over det værste, og som efterhaanden fik min sorg til at skrumpe
ind og forbene sig. Jeg husker, jeg fandt en jammerlig trøst i,
at folk ikke vidste, hvorledes det var fat med mig — at jeg for
alvor elsked en stakkers, liden, omreisende skuespillerinde, om hvem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
