Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helge Rode: Den rejsende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•424
Jeg foreslog, at vi skulde gaa op paa mit værelse. Vi gjorde
det, vi fik glas og karafler derop. Det var et lille nøgent værelse,
som hotelværelser flest.
Da vi havde siddet lidt, sagde han: „Og saa viste det sig —
og naturligvis havde jeg i virkeligheden seet det straks — at liun var
saa smuk som et under. Da hun blev glad og følte sig tryg og
hjemme hos mig og jeg strøg haaret op fra hendes pande. Jeg
siger Dem, hun lignede morgenen. Aldrig har jeg seet nogen,
der saaledes lignede morgenen. En morgen paa havet, naar det
er spejlblankt og graahvidt som sølv. Der var en gylden lys rødme
over hendes ansigt, og haaret stod fra panden som guld, —• Jeg
ved ikke, hvorfor jeg vil have dette sølvgraa? — men det var der. —
Jo. Hendes øjne var jo graa, lysegraa med hvid sølvglans. — Og
hvor hun kunde le i disse tre aar, hun, der helt var sorg og
kærlighed. Ikke saaledes som vi ler, der ser hver ting i forhold til
det hele, men som et barn, der leger. Og dog forstod hun alt,
saaledes som kvinder stundom kan forstaa den mand de elsker — i
et lykkeligt glimt. Det var besynderligt, naar vi lo sammen over
noget, at to mennesker kunde le saa forskelligt lykkeligt over det
samme. Og hendes smaa, stærke, varme hænder, der trykkede saa
fast. Hun bed altid tænderne haardt sammen, naar hun trykkede
min haand, som om hun vilde vise, at hun lagde al sin kraft i det."
Han tav og talte ikke mere om dette. Lidt efter førte han
samtalen hen paa andre omraader, og vi talte længe om mange
hemmelige ting, om lasterne og dyden, om forfængeligheden og
frygten. Han var et kundskabens træ paa godt og ondt, og vi
talte om det, som mændene gerne tænker paa, men nødigt taler
om. Om de evige ting.
Han sagde:
. Naar den stund kommer, da man endelig engang bliver alene,
fuldkommen alene — og glemmer sit navn.
Jeg saa paa ham, da han sagde dette, og det syntes mig paa
engang, at han var en anden, at han saa anderledes ud end før,
at hovedet var meget større, at afstanden mellem hvert træk var
en anden og at han var blegere og ligesom gennemsigtig. Hans
stærke vilje var som en strøm mellem himmel og jord.
Vi sad tavse, der var dødsstille omkring os. Jeg husker, at
jeg lagde mærke til, at der paa bordet laa en avis, menneskenes
mangfoldige stemme; men den forekom mig saa fjern, det var som
om en haand havde lagt sig paa dens mund med den sladrende
tunge. Nu tier du! Jeg rejste mig og gik til vinduet. Paa himlen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
